Der er styr på situationen

Man er ikke i nødberedskab, og personalet har styr på, hvad de skal, når nogle bliver smittet.

Der er styr på situationen COVID-19: Smittetallet er fortsat højt – også i Kalundborg Kommune, men ikke mange bliver alvorligt syge.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

COVID-19: Smittetallet er fortsat højt – også i Kalundborg Kommune, men ikke mange er alvorligt syge. Man er ikke i nødberedskab, og personalet rundt omkring på institutionerne har styr på, hvad de skal, når nogle bliver smittet.

”Der er styr på situationen. Vi har en masse dygtige mennesker, der ved, hvad de skal gøre, når nogle bliver smittet. De kender situationen så godt efterhånden. Vi er ikke i nødberedskab, og jeg håber på, at vi ikke peaker, men hele tiden har nogle  medarbejdere, der kommer tilbage, når andre bliver syge, så vi ikke får stor personalemangel,” fortæller direktør ved Kalundborg Kommune, Søren Ole Sørensen.

Smittetal er høje - og de bliver sikkert højere

Smittetallene i kommunen er, ligesom i resten af landet, fortsat høje, men få bliver alvorligt syge. Det vigtige er nu, at der ikke bliver personalemangel, fordi man er i isolation, når man er smittet med coronavirus, om man er syg eller ej, og dermed kan man jo ikke, i mange tilfælde, passe sit job.

”Smittetallene er høje i Kalundborg Kommune, og de bliver sikkert højere. Nu handler det om, at vi skal have vores institutioner og virksomheder til at holde skruen i vandet, og ikke stå med personalemangel,” siger Søren Ole Sørensen.

Vacciner: Kalundborg er med

Han fortæller ydermere, at vaccinationsmæssigt er vi med i Kalundborg. De sidste tal fra regionen viser, at ca. 75 procent af dem, der har fået tilbudt 3.stik, har taget imod det i Region Sjælland. Smitten er mere eller mindre overalt i kommunen, og er således ikke særligt i ét område.

Del