Der bliver igen fejret Skt. Hans på Gisseløre i 2025

Bestyrelsen i Kalundborg Svømmeklub har netop besluttet, at de gentager succesen i 2025 og holder Skt. Hansaften på Gisseløre i Kalundborg.

Der bliver igen fejret Skt. Hans på Gisseløre i 2025
Kalundborg Svømmeklub afholdt Skt. Hansaften på Gisseløre i Kalundborg i år, og de gentager nu succesen. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Svømmeklub holder igen i 2025 Skt. Hansaften på Gisseløre i Kalundborg. Det har et enigt eventudvalg samt en enig bestyrelse netop vedtaget.

Bestyrelsen i Kalundborg Svømmeklub har netop besluttet, at de gentager succesen i 2025 og holder Skt. Hansaften på Gisseløre i Kalundborg. De kontaktede derfor Kalundborg Kommune, der gav grønt lys med det samme – og dermed skal bålet igen brænde i vandkanten og Midsommervisen synges i forhåbentlig lige så smukt vejr, som det var den 23. juni i år.

”Vi er så glade for den opbakning, som vi fik fra både borgere og lokale virksomheder i Kalundborg, da vi valgte at holde Skt. Hansaften på Gisseløre i år. Der var omkring 3.000 mennesker forbi, og de mange frivillige fra svømmeklubben samt flere andre, der hjalp os, gjorde et fantastisk stykke arbejde for at tjene lidt penge til vores unge mennesker i klubben. Vi fik tjent omkring 50.000 kr. til klubben, så vi er meget glade,” fortæller Mark Korsgaard Fenger, der er med i eventudvalget i Kalundborg Svømmeklub, og en af de bærende kræfter bag arrangementet på Gisseløre.

Borgere og virksomheder bakker allerede op – hvad med kommune?

Han håber, ligesom resten af udvalget samt bestyrelsen i svømmeklubben, at borgere og virksomheder igen næste år vil støtte op om Skt. Hans Aften på Gisseløre – og han så også gerne, at Kalundborg Kommune også støttede op om et kulturarrangement, som Skt. Hansaften, der er gratis og for alle i Kalundborg og omegn.

”Vi håber da alle, at Kalundborg Kommune kan se, hvor meget det betyder for borgerne at kunne fejre Skt. Hansaften på Gisseløre som i gamle dage. Det talte jo sit tydelige sprog i år, da vi havde ca. 3.000 igennem på pladsen i løbet af aftenen. Det er vigtigt med den slags arrangementer for fællesskabet i Kalundborg, og det har vi ikke været gode til, hvad angår Skt. Hans i mange år,” siger Mark Korsgaard Fenger

Inden længe går eventudvalget igen i gang med at planlægge Skt. Hansaften på Gisseløre 2025. Kalundborg Svømmeklub vil gerne gøre det endnu bedre end sidste år, og de har flere idéer, der gerne skulle se dagens lys.

Siden 2016 har der ikke været afholdt Skt. Hans Aften på Gisseløre i Kalundborg, og siden 2019, hvor man holdt det i Kalundborg Havnepark, har der intet større fællesarrangement været i midtbyen – altså indtil i år, hvor Kalundborg Svømmeklub genoptog en gammel, men populær tradition, som Lions Kalundborg og Sct. Georgs Gilderne Kalundborg tidligere har stået for på netop Gisseløre gennem mange år.

Del