Der blev ristet sild på det åbne ildsted

I køkkenet var der blevet fyret godt op i både bilæggerovnen og i det åbne ildsted, så der kunne ristes sild, som blev serveret for gæsterne.

Der blev ristet sild på det åbne ildsted
Der var masser af hyggelig stemning i det lille museum på Reersø, da der lørdag blev ristet sild på det åbne ildsted. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Det summede på alle måder af liv da Reersø Museum lørdag eftermiddag åbnede dørene og havde ild i bilæggerovnen og i det åbne ildsted i det gamle hus. Gæsterne blev budt på sortsild og fedtemadder.

Det lille Reersø Museum har åbent lørdag i forbindelse med efterårsferien. Folkene bag museet ønskede at levendegøre museet, derfor var der lørdag eftermiddag masser af liv i alle rum da Reersø Museum havde inviteret til ristede sild og en fedtemad.

Efter at have betalt et symbolsk beløb i entre kunne gæsterne bl.a. møde en ung mand som sad og malede sennep i et lerfad, selvfølgelig med en kanonkugle, helt som i gamle dage.

I køkkenet var der blevet fyret godt op i både bilæggerovnen og i det åbne ildsted, så der kunne ristes sild, som blev serveret for gæsterne.

”Selv om ristede sild egentligt er en specialitet her fra Reersø så kommer der mange og skal prøve at smage for det har de aldrig smagt før. Vi har godt nok snydt lidt, for på Reersø skal silden ristes over havrehalm så bliver de gyldne, men det har vi ikke mulighed for i vores ildsted, derfor bruger vi optændingspinde i stedet for og så bliver silden altså mere sort, men det er meget populært alligevel,” fortæller René Rohde, formand for Reersø Museum.

Det lille museum på Reersø serverede sidste år grønkålssuppe for gæsterne.

I museets stue sad gæster sammen og hyggede sig i varmen, mens den sorte sild blev spist med velbehag.

Aftenåbent

Onsdag i denne uge prøvede de mange frivillige at holde åbent om aftenen, det er første gang nogensinde og det blev en stor succes.

”Det blev lidt af et tilløbsstykke, der kom rigtigt mange forbi for at opleve den særlige stemning når det er mørkt, og så serverede vi en kop kaffe og et stykke kage for gæsterne,” fortæller René Rohde.

Reersø Museum har planer om flere dage med levende museum, næste gang bliver i december, hvor der bliver masser af levende lys og smagsprøver på hjemmekogte klejner, lover René Rohde.

Del