Den gule folkefest strækker sig langs Tour-ruten i Kalundborg Kommune

Sammen med det lokale erhvervsliv har Kalundborg Kommune arrangeret tre familievenlige fanzoner, en i Havneparken i Kalundborg, en i Mullerup Havn og en i Havnsø Havn. Der er gratis adgang for alle.

Den gule folkefest strækker sig langs Tour-ruten i Kalundborg Kommune

Om 3 dage kommer verdens største cykelløb til Kalundborg Kommune. Det bliver en historisk, uforglemmelig og festlig dag med tre store fanzoner, flere storskærmsarrangementer og andre festlige aktiviteter for alle borgere og turister langs hele Tour de France-ruten. 

Lørdag den 2. juli 2022 står dagen på blandt andet lækre croissanter, gule t-shirts, vildt hurtige cykelryttere og en kæmpestor gul folkefest i hele Kalundborg Kommune, som bliver arrangeret af Kalundborg Kommune og lokalsamfundet.

Det er pragtfuldt at se, hvordan lokalsamfundet har bakket op om den gule folkefest med så mange festlige arrangementer. Det bliver en storslået fest, og vi glæder os utrolig meget til, at alle vores borgere og turister står langs Tour de France-ruten og hepper på cykelrytterne. Når Tour de France løber af stablen, bliver det vist på TV i 190 lande. Det er en unik mulighed for at vise hele verden, at vi kan holde en fantastisk stor og gul folkefest lige her i Kalundborg Kommune,” fortæller Martin Damm borgmester i Kalundborg Kommune

Familievenlige fanzoner og andre storskærmsarrangementer

Sammen med det lokale erhvervsliv har Kalundborg Kommune arrangeret tre familievenlige fanzoner, en i Havneparken i Kalundborg, en i Mullerup Havn og en i Havnsø Havn. Der er gratis adgang for alle.

I fanzonerne bliver der opstillet en storskærm, så borgere og tilskuere kan følge med i cykelløbet. Der vil også være toiletfaciliteter til rådighed, mulighed for at købe mad og drikkevarer og en god legeplads. Fanzonerne er placeret ved vandet, der vil derfor i løbet af dagen være mulighed for at bade direkte i Havnsø Havn og Mullerup Havn. På grund af ombygning i Havneparken, skal de festglade borgere til Gisseløre for at hoppe i vandet.

Udover de tre fanzoner kan borgere og tilskuere deltage i den gule folkefest ved at besøge en af de andre storskærmsarrangementer, som bliver placeret langs Tour de France-ruten i Kalundborg Kommune. Disse storskærmsarrangementer er arrangeret af lokalsamfundet.

Vær opmærksom på de spærrede veje

Når man skal deltage i en af de ovennævnte arrangementer, er det vigtigt, at man orienterer sig på Kalundborg Kommunes hjemmeside www.kalundborg.dk/tdf for at planlægge sin kørsel til arrangementet.

I forbindelse med afspærringen af Tour de France-ruten, bliver Kalundborg Kommune delt op i fire områder fra kl. 11:00 til kl. 17:00. Når ruten først er spærret, vil det ikke være muligt at krydse ruten i et køretøj. Det betyder, at man skal køre i god tid eller lade bilen stå derhjemme og tage cyklen eller gå, hvis man skal ud til arrangementerne.

Læs mere om den gule folkefest på www.kalundborg.dk/gulfolkefest

Læs mere om det mobilvenlige trafikkort på www.kalundborg.dk/tdf

Del