Den er helt gal på Røsnæs Naturskole, men børnene kommer til hjælp

Børn er blevet tilkaldt, for drillenissen har været på spil og har gemt uundværlige arbejdsredskaber. Der er hårdt brug for børnenes hjælp.

Den er helt gal på Røsnæs Naturskole, men børnene kommer til hjælp Nissejagten starter og slutter i stalden ved Naturskolen. Foto: Jens Nielsen

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Ca. 700 børn finder i løbet af julemåneden alt, hvad drillenissen har gemt. Til gengæld får de slik og risengrød.

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

En bus stopper ved Røsnæs Naturskole, og en flok børn fra Børnehuset Østgården i Kalundborg myldrer ud.

De er blevet tilkaldt, for drillenissen har været på spil og har gemt uundværlige arbejdsredskaber. Der er hårdt brug for børnenes hjælp.

Forud for den vigtige mission samles de i stalden, hvor medarbejder på naturskolen Erik Husum viste sin næsten tomme trillebør og fortæller, at han ikke kan muge ud under kaninerne, når han mangler både skovl, kost og spand, og da han ville trøste sig med lidt slik, viste det sig, at den drilagtige nisse havde fyldt slikglasset med gulerødder - og en gulerod er altså ikke lige det, man har mest lyst til, når det hele brænder på.

Kurve med godter

Så gik turen ud i skoven. Børnene gik til opgaven med godt humør og energi, og i løbet af ingen tid fandt de både skovlen, kosten, spanden og såmænd også en gummistøvle højt oppe i et træ, en gryde, et grydelåg og en stor træske.

Undervejs fandt børnene kurve fyldt med godter som kandiserede frugter, tørrede abrikoser og nødder og fik dem bragt ned i nåhøjde fra de høje træer ved hjælp af sindrige snoretræk. 

I stenhuset, stalden som tyske soldater byggede i 1945, og som medarbejdere fra naturskolen senere satte i stand, tog julemanden sig en lur på sin anstrengende rejse jorden rundt – 11 timers reglen skal jo overholdes også af en julemand, og med verset: Her hviler julemanden på sin tur, hvis I råber, bliver han sur, var børnene så stille som små mus og listede ind for at få et glimt af den gamle herre.

Undervejs fik børnene også noget at vide om skovens dyr takket være billeder med små tekster, der var ophængt på ruten, afmærket med røde bånd.  

I den dybeste hule på den højeste bakketop fandt børnene julemandens julegavedepot, nemlig i den underjordiske bunker på Vågehøj.

Så meldte sulten sig, og i stalden stod Erik klar med risengrød og saftevand.

Glimt af en nissehue

Børnene fra Østgården og to af deres pædagoger, Anita Legnstorp Larsen og Malene Olsson gennemførte som de første i denne omgang nissejagten og gav den topkarakter. Godt at vide for i løbet af julemånedens hverdage kommer ca. 700 børn fra daginstitutioner og dagplejer og deltager i løjerne.

Det fortæller naturvejleder Morten Lindhard. I adventsweekenderne har alle børn og voksne med nissesindet i behold mulighed for at gå i drillenissens spor. Billetter til turen købes i Café Edderfuglen.

Det spændende ved drillenissen, synes Morten Lindhard, er, at man aldrig ser ham. Han er ret lille, og smutter hurtigt væk, når der er mennesker på færde, men der er dog mange børn, der i årenes løb her set et glimt af en rød nissehue og hørt trampen af træsko og måske været forbi nisseboligen, hvor det er vaskedag, og nissehuer, bukser og trøjer hænger til tørre.

På nissejagt i årevis

Nisseskattejagten op til jul omkring Røsnæs Naturskole er blevet en tradition og gennemført gennem mere end 10 år. Børn og voksne fra Østgården følger traditionen og deltager op til jul hvert år med de mellemstore børn på omkring 4 år.

Vi burde måske ikke røbe det, men det er altså Morten, der sørger for at gemme arbejdsredskaber oppe i skovens træer og fylde kurvene med slik. Det er også ham, der er mester for de mundrette rim på sedlerne, der fører videre til næste post.

For eksempel: Her i det underjordiske gavelager er der mange rare sager. Ikke røre pakkerne for så får I på frakkerne.

Hvad mon det betyder, spurgte Anita og Malene børnene, og de var ikke i tvivl: Det betyder, at vi ikke må røre noget som helst!

Del