Deltagerne kan se frem til masser af bakker
Det har været mange forskellige slag vejr gennem tiden. Solskin, småregn, fantastisk stille snevejr og rigtig kold og blæsende løb i snestorm, men dejligt uanset vejret.
Af Jens Nielsen
Søndag den 12. januar lægger 5 Tårns Motion igen asfalt til Kalundborg Vintermarathon. Det betyder masser af udfordringer i bakkerne mod Røsnæs, bl.a. skal løberne op ad den stejle Bøgebakke.
At kalde det marathon er lidt af en sandhed med modifikationer. I løbsarrangementets første godt 10 år, blev der løbet halv- og helmarathon, men i de sidste 10 år har flere kunne være med, idet der nu er indlagt en 9,6 km rute, som selvfølgelig også rammer en række af de udfordrende bakker som gennemføres på de to lange ruter.
Bakker, som nogle finder temmelig udfordrende, men som løberne gennem tiden har betragtet som et must i deres løbeliv.
Det har været mange forskellige slag vejr gennem tiden. Solskin, småregn, fantastisk stille snevejr og rigtig kold og blæsende løb i snestorm, men dejligt uanset vejret.
Der kan løbes halvmarathon og marathon, som er en eller 2 omgange på den godt 21 km lange rute. Er der nogle som har lyst til en lidt kortere tur, er der en 9,6 km rute som også har lidt gode bakker, dog ikke lige så udfordrende. Det er også muligt at gennemføre både halvmarathon og de 9,6 km som gående.
Ruten går som sædvanligt fra 5 Tårns Motions klubhus i Ellingelund (Lundemarken i Kalundborg), langs hele Munkesøens stisystem til Trøjelykkekvarteret med den stejle Bøgebakke og ad Nyrupvej til Nostrup, hvor der er et stort velassorteret depot med indhold der giver gode kræfter til de næste kilometer forbi golfbanen og Lillesøvej mod bakkerne i Nostrup, inden turen går tilbage til klubhuset, hvor man enten kan stoppe for en portion dejlig varm suppe efter halvmarathon, eller nappe en tur til så man ender på en helmarathon.
Marathonløberne starter kl. 9, mens halvmarathon og 9,6 km løberne svinger løbeskoene over startstregen kl. 10.
Der er elektronisk tidtagning og diplomer kan udskrives fra 5taarnsmotion.dk hvor der også er tilmelding.
Løbet har fem forskellige vintermarathonmedaljer som der kan vælges imellem, alt efter hvilke man måske har i forvejen.