Dejlig mad sammen med grundlovstaler

Alle borde var besat udendørs og vinmarkerne stod som en flot kulisse til dagens store ryk ind.

Dejlig mad sammen med grundlovstaler Tina Thrysøe fra Café Dyrehøj havde en travl Grundlovsdag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Ud over et fantastisk vejr bød pinsedag også på lækker mad og to grundlovstaler på Dyrehøj Vingård på Røsnæs, i øvrigt første gang at der blev afholdt et grundlovs-arrangement på vingården.

Tina Thrysøe fra Café Dyrehøj og hendes team løb lige så stærkt som vejret var godt, søndag til frokost. Alle borde var besat udendørs og vinmarkerne stod som en flot kulisse til dagens store ryk ind, hvor de mange gæster fik serveret både pil-selv-rejer og de gode frokostretter som Café Dyrehøj er kendt for.

Sammen med den gode mad var der mulighed for at høre to forskellige grundlovstaler, dels af Venstres lokale folketingskandidat Malene Grandjean Kalundborg og af fremtidsforsker Louise Lind.

”Grundloven udtrykker på mange måder frihed – Friheden til at ytre sig, til at forsamle sig og til at danne foreninger. Og mere end nogensinde før er det vigtigt, at vi kæmper for at bevare vores frihed.

Jeg tror på, at vi som mennesker evner selv at træffe beslutninger, bestemme og tage ansvar for eget liv med afsæt i frie valg. Og jeg tror også på vores evner til at tage ansvar for fællesskabet. De nære fællesskaber i familien, på arbejdspladsen og i lokalesamfundet – Og de brede samfundsfællesskaber,” sagde Malene Grandjean bl.a. i sin grundlovstale, og fortsatte,

”Og vi skal være langt mere ambitiøse i forhold til vores samfundsfællesskaber. Vi skal have fokus på udviklingen af et velfungerende sundhedsvæsen, et stærkt uddannelsessystem og et inkluderende jobmarked. Vi skal i højere grad sætte skoler og kommuner frie – Og vi skal skabe bedre forhold for virksomheder, foreningsliv og lokalsamfund.”

Fremtidsforsker Louise Lind, trak i sin tale en forbindelse mellem fortid, nutid og fremtid samt kom med bud på, hvordan Grundloven kan genfindes i de aktuelle megatrends.

”Siden 1849 er grundloven kun blevet ændret 4 gange. Er det fordi, der ikke har været et større behov elle om det er det fordi, det er virkelig svært at ændre i grundloven – Det vil jeg lade være op til jer at vurdere,” sagde Louise Lind bl.a. i sin tale, og fortsatte,

Det er værd at bemærke, at 2. gang den blev ændret – i 1915 – Midt i 1. verdenskrig, var ændringen at give kvinder stemmeret, som de brugte i 1918, da krigen var slut – Og det var en læring af det arbejde, de havde udført udenfor hjemmet, mens mændene var i krig. Og Danmark var et af de første lande i Europa, til at give kvinder stemmeret. Og det giver jo også god mening i dag, hvor vi dog stadig taler om ligestilling og diversitet og manglende arbejdskraft.

Det var Venstre Røsnæs der stod som arrangør af Grundlovs-arrangementet.

Del