Debat om LGBT+-personers trivsel

"vi skal skabe opmærksomhed på, at LGBT+ personer også findes i provinsen og hvordan vi får vist støtte til de mennesker.”

Debat om LGBT+-personers trivsel Borgere og politikere var tirsdag aften mødt op til LGBT+ møde i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Tirsdag aften havde Pylle Quaade, stifter af LGBT+ Ungegruppe Vestsjælland, indkaldt til debatmøde om trivslen for LGBT+ personer i de fem vestsjællandske kommuner, Kalundborg, Odsherred, Holbæk, Sorø og Slagelse.

Novo Nordisk flager med regnbueflaget, Meny Kalundborg arrangerede pridefest og borgmester Martin Damm (V) valgte at hejse regnbueflaget i kommunens flagstang i en hel weekend, alle for at hylde mangfoldigheden, men ifølge Pylle Quaade, stifter af LGBT+ Ungegruppe Vestsjælland, mangler der mere fællesskab og anderkendelse i kommunerne på Vestsjælland. Derfor havde hun indkaldt til debatmøde tirsdag aften på Skolen på Herredsåsen, hvor der deltog en række politikere sammen med borgere, typisk fra LBGT+ miljøet.

”Jeg vil gerne have en LGBT+ repræsentant for hver kommune som kunne udgøre et udvalg, som fx kunne blive enige om at lave en Pride, så kommunerne på Vestsjælland kom mere ind over LGBT+ miljøet, for vi er ikke magen til København, og det kan ikke være rigtigt at man skal tage helt til København for at få råd og vejledning, det er vigtigt at der er mulighed for information i nærmiljøet,” siger Pylle Quaade.

Mads Hvid fra Copenhagen Pride var ordstyrer for aftenens debat og han sagde bl.a. i sin indledning.

”Det har vist sig at der også i Kalundborg er en stor efterspørgsel, og det er jo ikke fordi der lige pludselig opstår en hel masse nye LGTB+ personer, men der har været en tendens til at de personer hurtigt rykkede til de store byer, men vi skal skabe opmærksomhed på, at LGBT+ personer også findes i provinsen og hvordan vi får vist støtte til de mennesker.”

Med til mødet var også Michael Tannery fra Novo Nordisk Global Diversity & Inclusion, Helge Nymand fra forældre til støtte for transkønnede børn og borgmester Martin Damm (V).

I forhold til at have en person i kommunen som tager sig at LGBT+ personers udfordringer sagde Martin Damm,

”Det kan blive et problem hvis den ene person som sidder med lige det område rejser, det med at lave kommunale funktioner som er hængt op på en person, er nok ikke fagligt bæredygtigt, jeg synes jo mere at vores Børne- og unge forvaltning eller vores sagsbehandlere skulle arbejde med et bredere mangfoldighedsbegreb, at vi kan rumme dem, og så skulle man måske kunne trække på noget mere viden fra et landsdækkende center.”

En række kandidater til det kommende KV21 var også mødt op til debatmødet, bl.a. Socialdemokratiets borgmesterkandidat, Tina Beck Nilsson som sagde,

”På mange måder er det et nyt område for mig, det skal jeg blankt erkende, men i forhold til det der bliver nævnt her på mødet, så er der borgere som selv har brug for at finde rundt, men der er også masser af medarbejdere, fx hjemmeplejere, skolelærere, pædagoger, og klubtrænere som har brug for, hvordan håndterer man de problemer, så det er enormt vigtigt at få sat fokus på, og det vil jeg da tage med mig herfra.”

Selv om der ikke kom så mange borgere til mødet, var Pylle Quaade glad for at der mødte så mange politikere op, og planen er, at der skal afholdes et møde i Holbæk i den nærmeste fremtid om samme emne.

Del