De unge kunstnere

Engie indvier, sammen med borgmester Martin Damm, kunstudstillingen, hvor de unge kunstnere alle har givet deres bud på naturen. Foto: Gitte Korsgaard. 

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

De to unge kunstnere Engie og Elif skulle fredag eftermiddag indvie kunstudstillingen i Kordilgade, men Elif var desværre blevet syg, så Engie klarede skærene selv. Dog blev det røde bånd klippet, inden borgmesterens tale, da det passede bedst for tre-årig Engie.

Paletterne, der blev malet, i forbindelse med Lundbye Kunstfestival, af kommunens børnehaver blev fredag middag udstillet i Kordilgade 2 (tidligere Running Sushi), hvor borgmester Martin Damm og den ene af de to unge kunstnerne - tre-årig Engie og fire-årig Elif, indviede udstillingen.

Det var tre-årig Engie og fire-årig Elif fra Børnehaven Svalereden i Høng, der vandt malekonkurrencen i forbindelse med Lundbye Kunstfestival. De var derfor med til at indvie kunstudstillingen i Kordilgade fredag eftermiddag, hvor borgmester Martin Damm sagde et par ord.

"Der er jo ikke fyldt med børn til en fernisering, men det er lykkedes Vores Kalundborg, at få oversat Lundbye til børnehøjde. 228 børn har givet deres bud på den danske natur. Malerierne er nok lidt mere abstrakte end lundbyes var, men de er rigtig fine. Der er her skabt noget rigtig børnekunst, og det er Lundbye i 2021 fortolkning," sagde Martin Damm bl.a. i sin tale.

Udstillingen er åben for publikum i dag, fredag, og i morgen, lørdag, i butikkernes åbningstid. Efter udstillingen vil de 228 paletter forsøges doneret til en større virksomhed i Kalundborg, hvor paletterne kan hænge og illustrere fremtidens kunstnere. Virksomheden, der køber paletterne, donerer et beløb, som Vores Kalundborg efterfølgende vil overrække til Kvindekrisecentret i Kalundborg. 

Del