De gør det af kærlighed til Kalundborg

De gør det igen i år, til trods for, at det ikke altid er lige let. De gør det, fordi de holder af Kalundborg, og gerne vil gøre noget for byen.

De gør det af kærlighed til Kalundborg Styregruppen for Kalundborg Rocker består i dag af fire mand: Jørn Bo Jensen, Steen Jensen, Morten Brændholt, og Johnny Elmelund. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Der har været Kalundborg Rocker siden 1999. Hvert eneste år på nær 2020 grundet COVID-19, har styregruppen bag Kalundborg Rocker givet kalundborgenserne og andre godtfolk en hyggelig musikoplevelse på Gisseløre i Kalundborg. Det gør de igen i år, til trods for, at det ikke altid er lige let. De gør det, fordi de holder af Kalundborg, og gerne vil gøre noget for byen.

Det var Torben Jørgensen, der i sin tid fik idéen og snakkede med Søren Knudsen, som satte det hele i gang sammen med et par andre. I dag er stafetten givet videre, og de sidste ti år har Johnny Elmelund, Steen Jensen og Jørn Bo Jensen været i styregruppen for Kalundborg Rocker. Morten Brændholt er kommet til lidt senere, men har allerede været med de sidste seks år. Men hvorfor gider man bokse med alle de udfordringer, der nu engang er, når man skal stable en festival på benene. Svaret er simpelt – fordi de elsker Kalundborg.

Vi elsker Kalundborg

"Vi vil gerne gøre noget for byen. Det er vel lidt ligesom en cirkushest i managen, Vi kan jo også godt lide det, og bagefter, når det er gået godt, bliver man glad,” fortæller Steen Jensen, og bliver suppleret af Jørn Bo Jensen: ”Det der gør, at vi gør det igen og igen er jo, at vi kan lide det, og gerne vil, at der skal ske noget i Kalundborg. Derudover er vi aldrig rendt ind i de helt store øretæver rent økonomisk, men vi tjener da heller ikke ligefrem styrtende med penge. Men gennem årene har der ikke været noget, der har taget livet af hverken os eller foreningerne, og nogle år har da også været gode.”

Morten Brændholt istemmer: ”Vi er vel en slags lokalpatrioter alle sammen. Vi gør, hvad vi kan, fordi vi gerne vil det her for Kalundborg, og det gør da ondt at få af vide, at hvad vi gør, ikke er godt nok. Vi bruger oceaner af tid på festivalen alle sammen, selv om vi alle har job at passe ved siden af. Og det sjove er jo, at er vi her ikke, så brokker man sig over at der ikke sker noget. Men vi tror på det, og vi kan lide at lave det her. Kalundborg har været god til at bakke op om det i mange år. Det er jo positivt for Kalundborg, at have en festival. Men hvis ikke byen vil bakke op om det, så er det jo sådan det er. Men vi håber og tror da bestemt på, at kalundborgenserne og andre fortsat vil bakke op om, at der er en festival i Kalundborg.”

Ny konstellation

Johnny Elmelund fortæller, at de sidste år gjorde op med den gamle konstellation. Tidligere skød hver enkelt forening penge ind, dvs. de satsede både penge og tiden, som frivillig til festivalen. Den tanke gør man nu op med.

”Vi fire har tænkt nogle tanker mht. til at lave en fond. Tanken er, at frigøre foreningerne for risiko, og det kan vi gøre ved hjælp af en fond, men vi skal selvfølgelig tjene penge op for, at det kan lade sig gøre. Men vi leger med fondstanken, og i år køber vi os til arbejdskraft hos foreningerne,” fortæller Johnny Elmelund.

Der skete meget grundet COVID-19, og festivalen blev også til en endags festival i stedet for en todages, som man kender den. Men drømmen er at vende tilbage til de to dages fest og farver på Gisseløre.

”Nu må vi se, hvordan det går. Der er desværre en uheldig tendens til, at folk køber deres billetter meget senere end tidligere. Men samtidig har de fleste en holdning til musikprogrammet, men når folk køber meget sent, gør det, at det er svært at vide, hvad der er af økonomi til musikken. Vi kan jo ikke bare gå ud og bruge penge på dyre musikere hvis ikke folk køber billetterne” fortæller Morten Brændholt, og Johnny Elmelund fortsætter: ”Derudover skal man huske på, at vi er tilbage til 2019 priser, hvad angår musikkere. Men det er ikke kun os, der oplever denne her tendens med at købe billetter sent, det er generelt, hvad de oplever mange steder fortæller de hos Billetsalg.”

Udfordringerne vil altid være der

De har gennem tiden sloges med mange ting. Voldsomt blæsende vejr, voldsom regn og Covid-19 for at nævne noget af det, der har taget pusten fra arrangørerne indimellem.  Men givet op har de aldrig.

”Der er altid nogen, der synes, det er for dyrt, for blæsende, for koldt, for varmt, forkert musik, forkert weekend osv., men vi gør, hvad vi kan for at alle skal kunne lide festivalen, og det har trods alt fungeret i mange år til trods. Vi har det sjovt, og har mange gode timer sammen, men også mange hårde timer med meget arbejde,” fortæller Johnny Elmelund.

Jørn Bo Jensen fortæller dog, at der ligesom er sket et eller andet med folks vaner efter Covid-19: ”Vi ville gerne køre det i to dage, som før i tiden, men den frivillighed, der skal til for at køre en sådan festival, den er svær at finde i dag. Sværere end før corona. Hvorfor, det ved jeg ikke, men der er sket et eller andet, folk er ikke lige så villige til at komme ud og arbejde på festivalen.”

Tivoli for alle

I år er Tivoli ved indgangen i stedet for inde på pladsen. Det har man gjort for, at alle har en mulighed for at købe sig til forskellige forlystelser uden at skulle have en billet for at komme ind på pladsen. ,

”Vi har gjort det for at prøve noget nyt, og give alle børn en mulighed for at prøve de forskellige forlystelser,” fortæller Johnny Elmelund. Steen Jensen fortæller ydermere, at det kræver mange frivillige at holde hele forlystelsesområdet: ”Det er en kæmpe omkostning at have forlystelsesområde inde på pladsen, da det kræver mange frivillige til at passe børneområdet. Så i år prøver vi noget nyt."

Styregruppen består altså i dag af fire mand: Jørn Bo Jensen, Morten Brændholt, Steen Jensen og Johnny Elmelund. Men derudover er det vigtigt at nævne den store gruppe, som har været en del af festivalen siden 1999. Det begyndte med Kalundborg og Viskinge Badmintonklub. Omkring ti år senere kommer KGB og Old SBI med som deltagende foreninger på lige fod med de andre to. I år køber festivalgruppen sig til arbejdskraft hos Kalundborg Badmintonklub, Svebølle Boldklub (Old SBI) og KGB. Ydermere er Kalundborg Friskole også med i år, da de står for scene, lyd og lys.

Billetter til Kalundborg Rocker 2022 lørdag den 13. august kan købes i Punkt 1 i Kalundborg eller på billetsalg.dk

Del