Danskere i Berlin under 2. Verdenskrig
Han har fået adgang til unikt materiale, der udgør en vigtig del af den dramatiske grundfortælling.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Forfatter Tom Buk-Swienty gæster Ubby Forsamlingshus, hvor han med sit foredrag ’Berlin brænder’ fortæller om danskere i Berlin under 2. Verdenskrig – baseret på unikt og hidtil upubliceret materiale.
Gang på gang har publikum oplevet Tom Buk-Swienty være en helt igennem suveræn formidler. Han har tjek på detaljerne og formår at have publikum i sine hule hånd, når han leverer sine både informative og underholdende foredrag. Der er ingen undtagelse, når han denne gang skal fortælle om det brændende Berlin, hvor han har fået adgang til unikt materiale, der udgør en vigtig del af den dramatiske grundfortælling.
Da Berlin kapitulerede den 2. maj 1945, var byen rygende tom. 170.000 tyske og russiske soldater var dræbt, over 300.000 var sårede, og 100.000 civile var omkommet. I årene op til byens fald, blev den sønderbombet, og størstedelen af den lå i ruiner, da krigen sluttede. Midt i dette kaos befandt bogens to hovedpersoner sig: Paul E. Stemann fra Berlingske Tidende og Arild Hvidtfeldt fra Socialdemokraten.
De havde været udstationeret i Hitler-Tysklands hovedstad de sidste år af 2. Verdenskrig og oplevede nu på allernærmeste hold de allieredes rædselsvækkende bombetogter, russernes indtog og Berlins endegyldige fald. De skrev udførligt om det, de så, og deres øjenvidneskildringer hører til de mest mangefacetterede og fascinerende beretninger, der findes om krigsårene i den tyske hovedstad. Dele af materialet bag bogen har aldrig tidligere været benyttet af danske historikere. Stemanns upublicerede erindringer har ligget i arkiverne på Imperial War Museum i London, Hvidtfeldts materiale har befundet sig i et privatarkiv. Bogen trækker også på en ung dansk diplomat, Frederik Holck Coldings private breve, som hidtil har været klausulerede. Han ankom til Berlin i 1944 og blev nære venner med korrespondenterne.
Tom Buk-Swienty har fået adgang til dette helt unikke materiale, der udgør en vigtig del af den dramatiske grundfortælling, som han har rekonstrueret de dramatiske begivenheder ud fra efter flere års dybdegående research i emnet.
Foredraget foregår torsdag den 10. april kl. 18-21 i Ubby Forsamlingshus. Der er fællesspisning kl. 18, og foredrag kl. 19. Arrangementet sker i et samarbejde mellem Hvidebæk Lokalråd og Kalundborg Biblioteker. Menuen er sammensat af Kim Kok ved Ubby Forsamlingshus.