Dansede for at ’Støtte Brysterne’
Igen i år var en stor succes for event til fordel for 'Støt Brysterne'.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
For 8. år i træk har Cecilie Skov Larsen og Signe Kildegaard Goldbæk afholdt et stort zumbaevent til fordel for Støt Brysterne i forbindelse med Lyserød Lørdag konceptet.
I år afholdt Cecilie Skov Larsen og Signe Kildegaard Goldbæk zumbaevent til fordel for Støt Brysterne søndag den 6. oktober. Der deltog 92, og en masse frivillige hjalp med afviklingen og det praktiske.
”Udover et zumbaevent lavede vi også et stort lotteri med dertilhørende hovedgevinster som er sponseret af lokale virksomheder til samme formål. Vi havde så mange sponsorer med, og vi var blæst meget bagover alle de flotte gevinster som folk kunne vinde,” fortæller de to kvinder.
Slog rekorden fra tidligere år
Zumbaevent varede i to timer og der var frugt, drikkelse og kage - alt sammen sponsoreret. Derudover blev der også brugt en del penge på lotteriet. Enkelte valgte også at støtte indsamlingen selv om, at de ikke kunne deltage til selve eventet.
”I 2023 afholdt vi også eventet, men dog uden lotteri og præmier. I 2022 var sidste gang vi afholdte det store event, hvor vi samlede kr. 30.024, - ind til Støt Brysterne, men i år slog vi rekord og samlede kr. 35.002, - ind til formålet,” fortæller kvinderne bag eventet, og fortsætter: ”Det var så vildt - og vi er overvældede, taknemmelige og ovenud stolte over det her event og den opbakning, der har været fra deltagere, frivillige og sponsorer. Vi gentager selvfølgelig succesen næste år.”