Danmarks største spisestol står på Reersø

”Stolen er blevet utroligt populær, mange stopper op og fotograferer, og mange kommer ind og spørger om de må løfte børnene op på stolen og tage et billede"

Danmarks største spisestol står på Reersø Pia og Robert Bang Hansen, indehavere af Reersø Møbelpolstrer har fået meget opmærksomhed på grund af den store spisestol. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Reersø Møbelpolstrer har fået et meget synligt blikfang, nemlig Danmarks største spisestol, som mange stopper op for at se nærmere på.

Den kæmpe spisestol har i mange år stået hos møbelsnedker Bruno Hansen i Slagelse, som også har lavet kæmpestolen. De sidste år har den dog været gemt væk grundet råd og svamp, men nu har stolen fået nyt liv og står nu foran virksomheden Reersø Møbelpolstrer på Strandvejen på Reersø.

”Jeg har for mange år siden sagt til Bruno Hansen, at når han blev træt af den store stol kunne han da ringe. Nu har vi så fået stolen til Reersø, den er blevet renoveret og vi har lavet et helt nyt sæde udformet som Dannebrog,” fortæller Robert Bang Hansen, som sammen med sin hustru Pia, driver Reersø Møbelpolstrer, hvor der renoveres møbler for såvel private som firmaer og offentlige institutioner.

Stolen er knapt fire meter høj, der er to meter op til selve sædet, som måler 1,5 x 1,8 meter, og så vejer kæmpen lige i nærheden af 700 kg.

”Stolen er blevet utroligt populær, mange stopper op og fotograferer, og mange kommer ind og spørger om de må løfte børnene op på stolen og tage et billede,” fortæller Robert Bang Hansen.

Reersø Møbelpolstrer er sponsor for Danske Hospitalsklovne grundet deres mange opgaver på bl.a. sygehuse, og derfor overvejes det, at sætte et lille skilt på stolen hvor folk som gerne vil fotografere deres børn på kæmpen, opfordres til at sende 20 kr. via mobil Pay til Danske Hospitalsklove.

Del