Daniella blev spulet fra top til tå

Daniella Schumacher har gennemgået såvel grunduddannelse og funktionsuddannelse som brandmand og er i øjeblikket ved at tage stort kørekort så hun kan være chauffør på brandbilerne.

Daniella blev spulet fra top til tå 21-årige Daniella Schumacher er nu døbt som brandmand efter storbranden på Klintegården. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

21-årige Daniella Schumacher startede som deltidsbrandmand i september på brandstationen i Kalundborg. Onsdag blev hun så døbt i forbindelse med storbranden på Klintegården.

Daniella Schumacher fylder ikke meget i landskabet, hverken i højde eller drøjde, men det forhindrer hende ikke i at være brandmand helt på lige fod med ’drengene’. Danielle er eneste kvinde på Kalundborgstationen under Vestsjællands Brandvæsen og blev ansat som deltidsbrandmand i september sidste år.

Onsdag var hun med til storbranden på Klintegården, faktisk hendes første brand med store flammer, og så er der en helt særlig tradition, som også Danielle måtte stå model til.

”Der er tradition for, at når man er ny brandmand og med til den første brand med flammer så skal man døbes,” fortæller stationsleder Per Hasselbalch, som onsdag førte brandslangen da Daniella Schumacher blev spulet fra top til tå i forbindelse med, at brandmændene var ved at pakke sammen på brandstedet, til stor morskab for de øvrige brandmænd som selv har været turen igennem da de var nye i faget.

”Hun er sej og det hun ikke kan løfte det kan hun slæbe, hun vil det, hun klager aldrig,” fortæller Per Hasselbalch.

Daniella Schumacher har gennemgået såvel grunduddannelse og funktionsuddannelse som brandmand og er i øjeblikket ved at tage stort kørekort så hun kan være chauffør på brandbilerne.

Daniella arbejder hos det lokale vagt- og sikkerhedsfirma Team Safety når hun ikke slukker ildebrand.

Stationslederen oplyser, at der lige nu er en ledig stilling som deltidsbrandmand hos Vestsjællands Brandvæsen på Kalundborgstationen, og det kan både kvinder og mænd som kan søge stillingen.

Del