Da det blev mørkt

På blot få sekunder mistede Michael Schacht Pedersen fra Kalundborg sit syn, og hele hans verden forandrede sig med ét.

Da det blev mørkt På blot få sekunder mistede Michael Schacht Pedersen fra Kalundborg sit syn, og hele hans verden forandrede sig med ét. Privatfoto

 Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

På blot få sekunder mistede Michael Schacht Pedersen fra Kalundborg sit syn, og hele hans verden forandrede sig med ét. I dag ved han, at han trods alt var heldig – for han overlevede en frygtelig fyrværkeriulykke.

Den 30. december 1998 besøgte Michael en kammerat, som var vendt hjem efter et arbejdsophold i Afrika. Efter en del timer med hyggesnak, faldt snakken på fyrværkeri, og kammeraten tog en pose frem og viste, hvad han havde købt. De mente, at de lige skulle tænde en krysantemumbombe, og gik udenfor i vinterkulden. Lunten ville ikke rigtig tænde, og Michael bøjede sig ned over fyrværkeriet for at forsøge igen.

Kort efter springer krysantemumbomben i hovedhøjde, og lufttrykket giver Michael kraniebrud, river den yderste tredjedel af begge øjne ud, halvdelen af næsen er i stykker, ganen er flækket og overkæben knust. Alt sammen fordi, Michael har forsøgt at tænde en krysantemumbombe sammen med sine kammerater dagen før nytårsaften en stille vinterdag på Røsnæs.

Vågner op på Rigshospitalet

”Det sidste jeg husker er, at en af de andre siger, at jeg skal række ham lighteren, så vil han prøve at tænde lunten, og derefter springer den. Jeg går ud som et lys, og vågner først op på Rigshospitalet fire dage senere. Der var en fejl på raketten, og jeg kunne ikke længere se.”

Han ligger på hospitalet hele januar, og lige da han vågner kan han ikke se, men han kan på det tidspunkt heller eller snakke, da han har en slags bøjle på for, at beskytte den nybyggede kæbe.

”Jeg får meget smertestillende, og det husker mest fra den periode er, at jeg det ene øjeblik tænker, at jeg nok skal klare det hele, og det næste tænker, at jeg ikke har lyst til at leve mere. Jeg kan slet ikke kapere situationen, og kan heller ikke forestille mig, at jeg skal leve et liv som blind.”

Michael fortæller dog, at der sker nogle ting på hospitalet, som han har kunne bruge senere hen i sit forløb: ”Lægerne frygtede for min hørelse, og om min mund nogensinde ville fungere igen. Men min hørelse fejler intet, og det gør min mund heller ikke. De regnede med, at jeg skulle være på hospitalet i hvert fald i tre måneder, men jeg blev udskrevet efter en måned i stedet. Det har været meget positivt for mig efterfølgende, fordi det viste mig, at jeg godt kan. Jeg har uden tvivl haft mange humørsvingninger, og det er gået ud over min familie og mine venner. Men det var så svært at stå der som 23-årig og være blind. Men jeg har haft en helt fantastisk opbakning fra min familie, mine venner, mit arbejde, og i det hele taget folk omkring mig. Det har betyder alt, og jeg er meget taknemmelig. Det har taget tid at acceptere, at jeg er handicappet.”

Michael fortæller også, at det tager ham flere år at lære at acceptere, at han er blind. Han mener selv, at det hele først er gået sådan rigtig i hak, da han blev 40.

”Min søster sagde til mig, da jeg fyldte 40 år, at der røg jeg ligesom i hak, og jeg tror, at hun har ret. Jeg har brudt egne grænser som en løftestang, fordi jeg ville vise, at jeg kunne klare mig selv. De små sejre tæller også. Jeg er stadig Michael, og nu ser jeg muligheder frem for begrænsninger. Hele forløbet har lært mig meget om mig selv og om andre mennesker. I kraft af, at jeg ikke kan se, putter jeg ikke folk i en bås. Jeg forholder mig alene til en stemme, og hvad der bliver sagt. Det gør mig måske mindre fordomsfuld end tidligere.”

Bange for at glemme

2021 er ved at ringe ud, og snart hedder datoen igen 30. december. Men dette år er ekstras specielt, for i år har Michael været blind lige så længe, som han har kunne se. Han er 46 år, og i 23 af dem har han været blind. Han træner stadig meget at huske alt, hvad han har set indtil den skæbnesvangre dag i december 1998. Michael er nemlig bange for at glemme alle billederne fra, inden han blev blind.

”Jeg glemmer aldrig ulykken. Den 30. december vil altid være en dag, hvor jeg ligesom er i nul. Jeg er ikke sur, jeg er ikke trist, og jeg er ikke glad. Det er bare en mærkelig dag. Sådan en form for helle. Det er en dag med mange minder – både de gode og de mindre gode. Jeg ser mit liv både før og efter ulykken i billeder den dag. Men jeg er bange for at glemme alle billederne, jeg har i mit hoved, og derfor bruger jeg meget tid på at huske i billeder. Men i år er også speciel forstået således, at nu knækker kurven. Efter den 30. december har jeg været blind i længere tid, end jeg har kunne se.”

Kan jeg ændre det for blot én

Små fire år efter ulykken giver Michael sit første foredrag på Rynkevangskolen i Kalundborg og senere hen er der kommet flere foredrag til samt podcast og en tv-udsendelse med Rune Klan.

”Jeg håber selvfølgelig, at når folk hører min historie, at de så tænker sig om en ekstra gang. Jeg har en Facebookside, der hedder ’Da Lyset Forsvandt’, og der kan man læse mere om mine foredrag.”

I dag bor Michael i København, har taget en uddannelse og har egen virksomhed. Derudover holder han foredrag, og har været med i både en podcast og en tv-udsendelse. Det har han valgt, fordi hvis blot én enkelt tænker sig om en ekstra gang, så har Michaels historie ikke været forgæves. Michael holder også stadig meget af Kalundborg, og hans familie samt mange gode venner bor stadig i byen. Han er derfor ikke afvisende overfor, at han måske en dag, i en ikke alt for fjern fremtid, flytter tilbage til fødebyen.

”Jeg holder meget af Kalundborg, og savner byen og de mennesker, jeg kender og holder af herude. Jeg kunne godt finde på at flytte tilbage.”

De 5 fyrværkeriråd

  1. Husk sikkerhedsbriller
  2. Hold afstand - læn dig ikke ind over fyrværkeriet
  3. Brug kun lovligt og aldrig hjemmelavet fyrværkeri
  4. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
  5. Gå aldrig tilbage til en fuser

Del