COVID-19: Alle restriktioner fjernes

COVID-19: Alle restriktioner fjernes
På et pressemøde onsdag aften har statsminister Mette Frederiksen meddelt, at alle restriktioner fjernes fra 1. februar.

Af Gitte Korsgaard og Jens Nielsen gitte@tv-kalundborg.dk 

COVID-19 skal ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom pr. 1. februar. Regeringen har besluttet at følge indstillingerne fra Epidemikommissionen, alle partier støtter op, og man fjerner dermed alle restriktioner relateret til COVID-19 pr. 31. januar.

Magnus Heunicke havde onsdag middag møde med Folketingets sundhedsordførere, hvor han orienterede om kommissionens indstilling og regeringens beslutning om, at Covid-19 nedkategoriseres således, at den ikke længere er at betragte som en samfundskritisk sygdom. Ydermere at lade alle restriktioner løbe ud den 31. januar.

”Vi har afholdt 26 pressemøder her i spejlsalen, men nu kan vi sænke skuldrene og finde smilet frem igen. Fra den 1. februar vil Danmark være helt åben igen,” sagde statsminister Mette Frederiksen, på måske det sidste pressemøde om Covid-19, onsdag først på aftenen.

Dermed vil alle restriktioner være fjernet på tirsdag d. 1. februar, hvilket bl.a. betyder, at man ikke skal bruge mundbind, der skal ikke vises coronapas, og der bliver igen mulighed for at drikke en øl til langt ud på natten.

Epidemikommissionen har indstillet til, at det efter den 31. januar ikke længere er nødvendigt med restriktioner i samfundet. Kommissionen begrunder sine anbefalinger med, at den høje smitte med Omikron ikke kan aflæses i indlæggelsestallene. Samlet set er sygehuskapaciteten ikke på nogen måde kritisk udfordret af COVID-19.

Fortsat test ved indrejse i Danmark

De eneste restriktioner, som Epidemikommissionen anbefaler at opretholde, er kravet om test og isolation for visse personer ved indrejse til Danmark i fire uger mere fra den 31. januar. Det drejer sig bl.a. om, at personer, der hverken er vaccineret eller har immunitet fra nylig smitte, skal testes for coronavirus senest 24 timer efter indrejse i Danmark.

Del