Containere skal vige pladsen til fordel for ny elfærge

Inden den nye elfærge bliver indsat, skal der laves en række ændringer på Kalundborg Havn. Den nye færge skal bl.a. flyttes til et andet færgeleje, der etableres nye opmarcharealer, og der skal rigtigt meget strøm frem til færgelejet, så elfærgen kan lade.

Containere skal vige pladsen til fordel for ny elfærge
Her skal den nye elfærge til Samsølinjen lægge til fra 1. januar 2025. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Umiddelbart efter den 1. januar 2025 indsætter Samsølinjen en helt ny elfærge mellem Kalundborg og Samsø. Det betyder en lang række af ændringer på Kalundborg Havn, bl.a. skal de mange isotankcontainere, der er opstillet ud mod Østre Havnevej vige pladsen for et nyt opmarchområde, og der skal bygges et nyt færgeleje. Det oplyste havnedirektør Bent Rasmussen til Kalundborgegnens Erhvervsråds Nytårskur i denne uge.

Samsølinjen har vundet udbuddet om at sejle på ruten Kalundborg-Ballen de næste 10 år. I den forbindelse indsættes en helt ny elfærge på ruten i januar 2025.

Den nye elfærge til Samsølinjen bygges lige nu på Cemre-værftet i Tyrkiet. Den er 116,8 meter lang, og har en kapacitet på 600 passagerer og 188 biler. Den bliver udstyret med de mest moderne, autonome systemer, hvilket betyder, at den både kan finde i havn og lade automatisk, når den er i havn.

Færgen får batterier på 3,8 MWh, som kan lades helt op på ca. 20 minutter, oplyser Samsølinjen

Inden den nye elfærge bliver indsat, skal der laves en række ændringer på Kalundborg Havn. Den nye færge skal bl.a. flyttes til et andet færgeleje, der etableres nye opmarcharealer, og der skal rigtigt meget strøm frem til færgelejet, så elfærgen kan lade.

For at give plads til det nye opmarchareal, parallelforskydes de nuværende containere, som er opstillet ud mod Østre Havnevej, længere ind på havnearealet. På den måde får indfaldsvejen til Kalundborg også et pænere udtryk.

 

”Større færge og flere biler kræver mere plads på land, og det kræver også et nyt færgeleje til den nye elfærge. Derfor har vi indgået kontrakt med Samsølinjen om, at vi flytter færgeleje og opmarcharealer i forbindelse med, at den nye elfærge skal indsættes. Vi bygger et nyt færgeleje lige øst for det nuværende færgeleje til Samsøfærgen. Det færgeleje, som tidligere blev brugt til Kombifærgen,” fortæller havnedirektør Bent Rasmussen, og fortsætter:

”Udover selve færgelejet, etableres der også et nyt terminal- og opmarchområde, hvor der også bliver plads til løstrailere. Der etableres billetautomater og venteområde, og det kommer til at foregå på det område, som Molslinjen brugte i gamle dage. Det betyder, at indkørslen til den nye Samsøfærge ændres, så biler til færgen kører lige ud i det lyskryds, der er på Østre Havnevej, helt som i gamle dage.”

Forandringerne på Kalundborg Havn starter den 1. august, og skal være klar til brug 1. januar 2025.

Den nye elfærge kræver rigtigt meget strøm for, at den kan lade på bare 20 minutter, mens den ligger i havn. Behovet for mere el i byen og på havnen betyder at der bygges ny transformerstation på på hjørnet af Juelsmindevej og Sydhavnsvej. I den forbindelse har Kalundborg Havn solgt en 6.200 kvadratmeter stor grund.

Den nye transformerstation skal også levere strøm til et landstrømsanlæg i Østhavnen. Her bliver der tilslutning til fire skibe, som ligger ved kaj i længere tid. 400 Ampere pr. udtag.

Landstrømsanlægget etableres hen over det næste halve år, og har fået støtte fra Trafikstyrelsens Havnepulje.

Del