CO2 Storage Kalundborg indleder de første undersøgelser i 2025
Undersøgelserne er første skridt på vejen mod at fastslå, om der sikkert og effektivt kan lagres CO2 i området for at mindske klimaforandringerne.
I begyndelsen af det nye år sætter partnerne bag CO2 Storage Kalundborg efter planen gang i de første konkrete undersøgelser af undergrunden ved Kalundborg. Undersøgelserne er første skridt på vejen mod at fastslå, om der sikkert og effektivt kan lagres CO2 i området for at mindske klimaforandringerne. Det skriver CO2 Storage Kalundborg i en pressemeddelelse torsdag morgen.
Parterne bag CO2 Storage Kalundborg har påbegyndt arbejdet, der skal gøre det muligt at indlede første fase af en lang række omfattende undersøgelser af undergrunden ved Kalundborg, skriver CO2 Storage Kalundborg i pressemeddelelsen.
Gennem den rådgivende ingeniørvirksomhed, COWI, der er samarbejdspartner på projektet, har CO2 Storage Kalundborg indledt en dialog med relevante nationale og lokale myndigheder. Inden længe tages der også kontakt til de lodsejere i området, der ventes at blive berørt af undersøgelserne, når undersøgelserne efter planen begynder næste år.
”Vi arbejder efter, at vi kan indlede de første konkrete undersøgelser af området i begyndelsen af det nye år. Første skridt er, at undergrunden skal opmåles og kortlægges grundigt, hvilket sker ved hjælp af måleudstyr på specialdesignede køretøjer, der over en periode på cirka et halvt år kører rundt i området. Det kan ikke undgås, at vores arbejde kan ses og mærkes i lokalområdet, og vi vil gøre vores bedste for at minimere generne,” siger Ulrik Olbjørn, Projektchef hos CO2 Storage Kalundborg.
Lodsejere og borgere inviteres til møder
I juni 2024 tildelte klima-, energi- og forsyningsministeren parterne bag CO2 Storage Kalundborg en undersøgelseslicens til undergrunden i området. Det skete efter, at de danske myndigheder tidligere har gennemført en række undersøgelser af den danske undergrund, hvor området ved Kalundborg, sammen med en række andre områder på land, er blevet udpeget som områder, hvor de underjordiske forhold er særligt velegnede, og hvor der potentielt kan lagres CO2.
Undersøgelserne i området blev dengang foretaget ved hjælp af køretøjer, der over en periode på to måneder lavede en 2D-kortlægning af undergrunden. Den kommende kortlægningsfase vil have mange ligheder med de tidligere undersøgelser, men den skal danne grundlag for en grundigere og mere nøjagtig 3D-kortlægning af undergrunden. Derfor er det forventningen, at undersøgelserne vil vare cirka et halvt år, ligesom de specialdesignede køretøjer med måleudstyr skal køre i et fintmasket net i området ved Kalundborg.
”Det er første skridt i de grundige undersøgelser, vi kommer til at gennemføre over de kommende år, så de danske myndigheder i sidste ende kan afgøre, om undergrunden egner sig til sikker og effektiv lagring af CO2 uden negative konsekvenser for mennesker, miljø og natur. Vi kommer til at dele viden, indgå i dialog og informere om fremdriften i undersøgelserne løbende, for det er helt afgørende for os, at der er tillid til de undersøgelser, der gennemføres,” siger Ulrik Olbjørn, Projektchef hos CO2 Storage Kalundborg.
Derfor inviterer CO2 Storage Kalundborg inden længe alle lodsejere i de relevante områder til møder for at indlede en dialog, hvor partnerne bag projektet sætter flere ord på de kommende undersøgelser. Desuden vil CO2 Storage Kalundborg også invitere lokale i området til tre forskellige borgermøder i forlængelse af de tre møder med lodsejerne, hvor det bliver muligt at få yderligere kendskab til undersøgelsesprojektet.
Den samlede undersøgelsesperiode ventes at vare de kommende fire år, og når CO2 Storage Kalundborg har gennemført undersøgelserne, bliver de gennemgået af danske myndigheder. Kun hvis myndighederne vurderer, at undersøgelserne lever op til kravene og ud fra et geologisk, sikkerheds- og miljømæssigt perspektiv findes egnet, kan der lagres CO2. Sker det, kan CO2 Storage Kalundborg potentielt lagre op mod 12 millioner tons CO2 om året og dermed levere et markant bidrag til indfrielsen af de danske og europæiske klimaambitioner.
Om CO2 Storage Kalundborg:
CO2 Storage Kalundborg er et samarbejde mellem energivirksomhederne Equinor og Ørsted samt den danske stat - repræsenteret af Nordsøfonden. Equinor er som operatør majoritetsejer med 60 procent af licensen, mens Ørsted har 20 procent og statens undergrundsselskab, Nordsøfonden, ligeledes har 20 procent. I juni 2024 tildelte klima-, energi- og forsyningsministeren en undersøgelseslicens til CO2 Storage Kalundborg, der de kommende år gennemfører en lang række omfattende undersøgelser af undergrunden ved Kalundborg. Undersøgelserne skal fastslå, om der sikkert og effektiv kan lagres CO2 i området for at mindske klimaforandringerne.
CO2 Storage Kalundborgs arbejde de kommende år er inddelt i tre faser, som omfatter forskellige typer af undersøgelser:
- Kortlægningsfasen: Undergrunden opmåles og kortlægges ved hjælp af måleudstyr på specialdesignede køretøjer, der kører rundt i området.
- Udforskningsfasen: Der bores ned til ca. 1.400 meters dybde for at indsamle data og jordlagsprøver af undergrunden med henblik på yderligere kortlægning.
- Testfasen: Der sendes vand ned gennem boringerne for at lave avancerede simuleringsmodeller af undergrundens reaktion på potentiel lagring af CO2.
Læs mere om CO2 Storage Kalundborg her: www.co2storagekalundborg.dk