Cirkeline og Diallo til Kalundborg - og Afrika

Moussa Diallo og hans trio spiller alle sangene til koncerten.

Cirkeline og Diallo til Kalundborg - og Afrika Den 19. juli spiller Cirkeline og Moussa Diallo i Den 8. Himmel i Kalundborg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tirsdag den 19. juli kommer Cirkeline og Moussa Diallo en tur til Klosterparken i Kalundborg, hvor glade børn i Den 8. Himmel vil tage godt imod.

Da Jannik Hastrup skulle lave tegnefilmen ”Cirkeline og Coco rejser til Afrika”, var det oplagt at bede Moussa Diallo, med rødder i den vestafrikanske musikkultur, om, at lave lydsiden til filmen. Moussa Diallo fulgte filmens udvikling og lavede løbende musikken til den. Det blev til en stribe smukke, glade og dansevenlige sange, der også blev til et album med titler som ”Lille Krøltop”, ”Det blå næsehorn”, ”Kakaoprinsessen”, ”En  lille sang fra Mali” og ”Chokoladeland”.

Moussa Diallo og hans trio spiller alle sangene til koncerten i Den 8. Himmel i Klosterparken i Kalundborg.

”Jeg elsker at fortælle og spille for børn. Deres begejstring og energi er fantastisk. Jeg synes faktisk også, at det er mit ansvar at give musikalske oplevelser og fortællinger videre. Musik er også at dele. Så jeg glæder mig til at møde børnene i Den 8. Himmel. Vi skal rigtig synge og danse! Jeg tager Preben Carlsen på guitar og Salieu Dibba på percussion med,” fortæller Moussa Diallo.

Koncerten begynder tirsdag den 19. juli kl. 10.30. Billetterne kan købes ved indgangen eller på kalundborgbib.dk

Del