Carmen-eventyret.

Læserbrev:

Carmen-eventyret

Det er godt at kende den lokale historik, når man vil forsøge sig som lokal S-politiker. Det er læserbrevet fra Nikolaj Lykke Vad i Nordvestnyt den 7. december et lysende eksempel på.

Her filosoferer han nemlig ud fra et konstruktiv hint fra tidligere S-borgmester Kaj Buch Jensen om at profilere Kalundborg i forbindelse med DR’s kommende serie om industri-eventyret Carmen. Og Vad lover ”højtideligt” i sit indlæg at reklame og profilering aldrig vil komme før velfærd og tryghed i hans univers. Som om det var det, Kaj gjorde køb på.

Vad aner åbenbart ikke, hvor megen velfærd og tryghed industri-eventyret bragte med sig. Kalundborg voksede og kom på både Danmarks- og verdenskortet og ikke mindst, så gav virksomheden job til masser af kvinder, som ellers aldrig ville få plads på arbejdsmarkedet. De blev kørt i busser fra hele Sjælland, og en ny verden åbnede sig for dem og deres familier. Kalundborg blomstrede, og Carmen-eventyret er bestemt ikke glemt, der er skrevet bøger og mange tænker med glæde tilbage på deres Carmen-tid. Genstande fra fabrikken holder prisen på diverse loppemarkeder, og forslag om et museum lever fortsat.

Vad konstaterer også, at vi befinder os i en global pandemi, og det roder han så sammen med, at pædagoger og pædagogmedhjælpere i Kalundborg Kommune ikke har overtøj, så de kan være udendørs i møgvejr! Han nævner også, at ”vores ældre på plejehjemmene er tvunget til at tænke over, om deres sidste jul bliver alene”.

Han fremhæver, at han ikke kender Kaj! Men alligevel sender han en sviner mod ham i et mærkeligt forsøg på at fremme sit eget selvbestaltede kandidatur. Han håner!

Kaj blev ikke borgmester ved kommunalvalget i 2010 efter to år på posten. S tabte nemlig borgmesterposten, fordi SF og DF valgte at støtte Martin Damm (V).

Netop svineren mod Kaj Buch Jensen og Vads uinspirerende indlæg illustrerer ganske godt, hvorfor der fremover er to S-foreninger i Kalundborg Kommune. Nikolaj Lykke Vad er medlem af bestyrelsen i den gamle S-forening – og angrebet på Kaj er lige så uforståeligt, som da bestyrelsen selvbestaltet udråbte sin egen borgmesterkandidat.

Vad underskriver sig som kommunalbestyrelseskandidat, men jeg vil i al stilfærdighed pointere, at S-medlemmerne i Kalundborg Kommune endnu ikke har valgt deres kandidater til kommunalvalget i november 2021. Det sker først næste år.

Susanne Uhre-Prahl

Nørre Allé 1

Kalundborg

Del