Carmen - et vaskeægte erhvervseventyr
I udstillingen vil der blive indbygget fladskærme i udstillingsgenstande og vægge, hvor gæsterne undervejs kan se videoer med tidligere Carmen-ansatte.

Af Jens Nielsen
Kalundborg Museum åbner til inden længe særudstillingen ”Carmen Curlers – Iscenesat”. Det er den største satsning på Kalundborg Museum nogensinde. Udstillingen dækker 2/3 af museets udstillingsareal og fortæller historien om det erhvervseventyr som Carmen Curlers blev for Kalundborgegnen.
I 1964 åbnede Arne Bybjerg sin nu ikoniske Carmen Curlers fabrik på Hareskovvej i Kalundborg.
Før åbningen lå en lang periode med mere eller mindre heldige testforsøg og siden arbejdet med at få kundernes øjne op for produktet. I det hele taget er fortællingen om Arne Bybjerg og Carmen Curlers et stjerneeksempel på den stædige iværksætter, der endte med at sætte sit præg på hele Kalundborgegnen.
Kalundborg Museum åbner d. 15. oktober særudstillingen ”Carmen Curlers – Iscenesat”. Iscenesættelse er nemlig noget der går igen i hele Arne Bybjerg og fabrikkens virke. Fra de mange fængende reklamer og busserne, der hentede kvinder til fabrikken fra hele Vestsjælland – til skræddersyede kitler og den gyldne Rolls Royce.
Lige nu er håndværkere og museumsfolk i gang med at lægge sidste hånd på den store udstilling på Kalundborg Museum.
”Det er kæmpe satsning, vi bruger 2/3 af hele vores udstillingsareal, det er den største satsning nogensinde, det er alle mand på dæk som bidrager med at lave udstillingen, og så er der rigtigt mange fonde som har bidraget økonomisk,” fortæller Mie Ellekilde, formidlings- og kommunikationschef ved Museum Vestsjælland.
Det første som gæsterne møder når de træder ind i udstillingen, er et lille husmandssted, som fortæller hvordan den lokale familie levede midt i 60’erne. Her er der bygget et rum i rummet i samarbejde med den internationalt anerkendte scenograf Rikke Juellund.
”Det er her kvinden som har fået arbejde på Carmen Curlers hun bor sammen med familien. Og det de ville have ud af og arbejde på Carmen var livstilsgoder. Det vi hører dem sige igen og igen det er en vaskemaskine, nye badeværelser så man ikke skulle gå i gården og så en ny bil hvis det var rigtigt vildt. Derfor er husmandsstedet også indrettet med badeværelse i den flotte dueblå farve som var højeste mode dengang,” fortæller Mie Ellekilde, mens hun viser rundt i udstillingslokalerne hvor der stadigvæk er håndværkere i gang og kasser står stablet midt på gulvet.
Fra det lille husmandssted træder gæsterne direkte ind på direktionsgangen og Arne Bybjergs kontor. I den gamle flotte riddersal er der bygget vægge op og gulvtæppet er mangen til det originale så lå på kontorer og gange på Carmen.
På Bybjergs kontor kan bl.a. opleves de første originale prototyper til den ’elektriske papillot’.
”Vi har faktisk også den originale ’hellige gral’, gryden hvor Arne i forsøgsperioden smeltede den voks som er inden i Carmen Curlers, som vi kan vise gæsterne,” fortæller Mie Ellekilde.
I udstillingen vil der blive indbygget fladskærme i udstillingsgenstande og vægge, hvor gæsterne undervejs kan se videoer med tidligere Carmen-ansatte.
Fra Bybjergs kontor går turen ud i selve fabrikken der er bygget som en lang produktions-gang i udstillingen, hvor gæsterne kan se produktionen af de elektriske papillotter.
Den sidste del af udstillingen er fra tiden efter Arne Bybjerg i 1969 solgte sit livsværk til den amerikanske kosmetik-gigant Clairol. Her kan bl.a. opleves et foto-studio i New York samt en masse af de produkter som blev til på fabrikken i Kalundborg udover den berømte elektriske papillot, fx en sjov oppustelig tørrehjelm.
Carmen Clairol lukkede fabrikken i Kalundborg i 1990. På det tidspunkt var der produceret 1 mia. curlere.
Udstillingen åbner for publikum d. 15. oktober og forventes af vare i op mod tre år. Den 14. oktober åbnes udstillingen for inviterede gæster, her deltager bl.a. transport- og ligestillingsminister Trine Bramsen.