Carmen Curlers Inspirerede til karrierevalget

På hjemturen passerede han virksomheden Carmen Curlers, og det fik betydning for hans fremtidige karrierevalg som elektriker og senere autoriseret el-installatør,

Carmen Curlers Inspirerede til karrierevalget
Morten Rasmussen drak mange kopper kaffe på Carmen af de specielle Carmen-plastickopper. I dag drikker han stadig kaffe, men nok oftere af porcelænskopper med guldkant. Foto: Alex Nyborg Madsen

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Som 18-årig havde Morten Rasmussen feriejob på Carmen Curlers. Det blev afgørende for hans fremtid.

I foråret 1989 stod 18-årige Morten Rasmussen fra Kalundborg uden noget at lave i nogle måneder, før han skulle være soldat, og derfor tog han sin cykel og kørte på jobsøgning i Kalundborgs industrikvarter.

Det førte ham til blandt andet Olieraffinaderiet og Asnæsværket, men ingen af de steder manglede de en ung mand uden erhvervserfaring.

På hjemturen passerede han virksomheden Carmen Curlers, og det fik betydning for hans fremtidige karrierevalg som elektriker og senere autoriseret el-installatør, et valg han aldrig har fortrudt.

Morten Rasmussen har med interesse fulgt DR-serien om Carmen Curlers, og det har kaldt mange minder frem. Der gik et par afsnit med at skrinlægge forventningen om, at det skulle være den rigtige historie om Carmen, men derefter fangede serien ham. Han synes, den er bygget godt op, og at den del af historien, der handler om kvinder på landet, der pludselig fik en anden mulighed, er ramt godt. Morten og hans kone Pia vil helt sikkert se anden del, når den kommer. Han er også glad for dokumentaren om Arne Bybjerg og Carmen, hvor man kan få den korrekte version af historien, et fantastisk supplement, der understreger, at serien er fiktion, kommenterer Morten.

Men tilbage til den forårsdag i 1989, det sidste år Carmen Curlers eksisterede, Morten Rasmussen holdt på sin jobsøgning ind ved Carmens administration, hvor receptionisten straks viste ham videre til personalechefen. Han er i øvrigt 99 pct. sikker på, at Carmens administration i tv-serien er den originale, for han mener at kunne huske opbygningen.

Hos personalechefen blev Morten meget positivt modtaget, og efter en meget kort samtale blev han tilbudt arbejde på natholdet. Arbejdstøj fik han udleveret med det samme, og han startede den følgende nat.

En helt ny verden

- Der trådte jeg ind i en helt ny verden, fortæller Morten. Jeg blev budt velkommen af værkføreren og fik en kort instruktion i, hvordan stempeluret fungerede, og hvor man skulle stille sit kort, når det var stemplet. Jeg fik også at vide, at det var fyringsgrund, hvis man stemplede for andre end sig selv, for det var vigtigt, at man kunne regne med timerne, der stod på kortene.

Derefter blev Morten Rasmussen vist rundt i produktionen. Han husker, at der på det tidspunkt stort set var gang i hele fabrikken, der ud over curlers producerede krøllejern, glattejern, massageapparater, fodmassageapparater og kaffekopper, de sidste primært til eget brug.

Herefter blev han introduceret for kollegerne, der ligesom han selv ikke havde nogen uddannelse. De havde til gengæld for de flestes vedkommende været ansat på Carmen i årevis.

Morten var blevet ansat som supportoperatør i plaststøberiet, og ved plaststansemaskinerne sad damer, som stablede de emner, der kom ud af maskinerne, i trækasser. Kasserne var af krydsfiner med kanter og hjørner af jern og med CARMEN skrevet på begge sider.

- Min første opgave var at fore kasserne med plastic, så emnerne ikke blev ridset, når de blev pakket, husker Morten. Der skulle altid stå mindst 10 kasser klar ved hver maskine, så pakkedamerne ikke gik i stå. Når kasserne var fyldt, skulle de stables og køres på lager, og der skulle stilles nye kasser frem. I den anden side af produktionshallen var der damer, der sad og samlede apparater, og her var Mortens supportkolleger ligeledes i  gang med at hente tomme kasser og køre fyldte på lager.

I foråret 1989 blev der arbejdet på tre-holds skift men kun om natten i plaststøberiet og den samlehal, der var i samme bygning.

Morten fik et kort kursus i at køre elektrisk palleløfter, og det meste af natten gik med at køre elementer på lager og hente europapaller til at stille kasserne på.

Lageret lå i bygningerne bag produktionen, så han kørte i løbet af natten adskillige km i forladte produktionsbygninger og lagre.

Under kørslen på hele fabrikken fandt Morten ret hurtigt de gemmesteder, som de gamle medarbejdere brugte, når de lige skulle have en øl og en cigaret. Hvis man var hurtig til sit arbejde kunne man holde ret lange pauser, og den 18-årige, der aldrig før havde været på en arbejdsplads, kunne derfor sætte sig sammen med de andre og høre historier fra før og nu.

De gode gamle dage

I pauserne med supportoperatørerne, og når han talte med damerne ved maskinerne, fik Morten historier om gamle dage, hvor det var helt anderledes at være ansat på Carmen. Han oplevede en nostalgi omkring fortiden, og der blev berettet om firmafester og glæden ved arbejdet.

Nogle få havde været med helt tilbage fra tiden med Arne Bybjerg, og de talte om en meget mere synlig og motiverende ledelse.

- Man skal dog ikke glemme, at da jeg var ansat, var det amerikanske Clairol, der drev virksomheden, og succesen var nedadgående. Derfor kunne nostalgien skyldes, at der generelt havde været mere gang i butikken tidligere, og der var en lidt trist stemning i forhold til fabrikkens fremtid.

En pose øl

En af de første dage spurgte en kollega Morten, om han var glad for at være på Carmen. Det kunne han bekræfte, hvorefter kollegaen replicerede, at det kunne man da ikke smage.

Næste aften medbragte Morten en pose øl, og så gled det hele lettere. Han fik også at vide, at hvis han ikke var organiseret, var der ingen grund til at komme på arbejde mere. Morten spurgte værkføreren, om det virkelig var et krav. Denne trak på skuldrene og sagde, at det nok ville blive meget nemmere at være Morten, hvis han meldte sig ind i en fagforening – så det gjorde han.

Han oplevede en god tone mellem alle medarbejderne. I pauserne blev der klunset om øl og drukket kaffe og øl. Kaffepauserne foregik inde i produktionen, hvor man kunne ses fra værkførerburet. Her var alle samlet. Ølpauserne foregik rundt omkring på mere skjulte positioner, og her deltog damerne ikke. De forlod ikke produktionen, med mindre de gik i kantinen til frokost.

Der var ikke en egentlig alkoholpolitik på Carmen, men det var ikke tilladt at drikke noget i flasker i nærheden af produktionen for at sikre, at der ikke kom glasskår i varerne.

Morten husker en fredagsleg, hvor et enkelt farvet plastkorn blev stukket ned i en 1.000 kg plastgranulatpose. Den der skulle finde det farvede korn fik en fejebakke og fem minutter til eftersøgningen. Hvis det lykkedes, fik man halvdelen af det, der var væddet om, og det kunne godt løbe op i 100 kr. Hvis man tabte, skulle man give en omgang.

Der deltog gerne fem-seks medarbejdere i disse lege – et godt tegn på at der var tid både til arbejde og til rekreation.

Godmodige drillerier

Der var både tid og plads til godmodige drillerier. For eksempel så en af operatørerne sit snit til at komme salt i kaffekoppen hos damerne, når de holdt kaffepause. Saltet synker til bunds, og de første mundfulde smagte udmærket. Det gjorde de næste ikke.

Et andet yndet trick var at drysse peber i blæserne, der var i gang på varme dage. Det medførte en del nysen.

Sommerfest – og hvad deraf fulgte

Morten Rasmussen nåede at komme med til den årlige sommerfest for natholdet. Deltagerne mødtes på Carmen, hvor værkføreren sagde skål og velkommen. Herfra kørte alle i bus til Dyrehavsbakken, hvor der var fællesspisning på en restaurant og bagefter fri leg.

Det endte med, at alle medarbejderne sad på samme værtshus med en delt regning, som værkføreren betalte.

Festen gav nok at snakke om både om mandagen og mange uger fremover. Det var et arrangement, hvor nye parforhold blev stiftet og andre afsluttet.

Morten mener ikke, at festlighederne påvirkede arbejdsindsatsen, og han oplevede, at grundtonen i arbejdet på Carmen altid var god stemning og et godt samarbejde.

Kaffen i kaffepauserne blev drukket af de kopper, der blev produceret på en stansemaskine, der stod i hjørnet af produktionen. Når den producerede til salg, var der hvidt plastgranulat i tankene og om natten blev der hældt alt det i, der var gået galt i produktionen på alle stansemaskinerne. Det blev så fræset til granulat og stanset ud igen som kaffekopper til internt brug på fabrikken.

De havde derfor en ret interessant struktur, da de blev lavet af helt tilfældige farver, der blev blandet sammen.

Kaffemaskinen stod inde hos damerne, og det var deres ansvar at sørge for, at der altid var kaffe til alle. De skulle blandt andet sørge for, at der altid var en termokande med frisk kaffe til værkføreren og kaffe til supportoperatørerne på de faste pausetider.

Tid til vennerne

En fordel ved at være på natholdet for den 18-årige dengang i 1989 var, at når han havde fri kl. 7 om morgenen, kunne han køre hjem og sove og vågne, når det faldt naturligt i løbet af eftermiddagen. Så kunne han spise ”morgenmad”, smøre madpakke, og derefter cykle ud og besøge vennerne, der var ved at få fri fra henholdsvis arbejde og skole. Når de så skulle i seng, kørte Morten på arbejde. Det betød, at han kunne se sine venner lige så meget om før, og i den periode behøvede han ikke vækkeur!

Morten Rasmussen fandt arbejde som ufaglært udmærket, men når han så sig omkring, var det lidt skræmmende som 18-årig at se folk langt op i 50’erne lave præcis det samme og havde gjort det hele livet, ikke nødvendigvis fordi de ikke havde lyst til andet, men fordi jobs andre steder ville have samme indhold.

Elektrikernes betydningsfulde rolle

- Til gengæld så jeg industrielektrikerne, der gik og skiftede følere og indstillede aftastere på maskinerne. De havde god tid, men når en maskine gik ned, smed de alt, hvad de havde i hænderne, og maskinen fik al deres opmærksomhed, indtil den kørte igen.

Morten blev ofte sendt på ellageret for at hente reservedele, og det syntes han var en spændende afveksling i hverdagen.

Han oplevede, at der var en særlig respekt omkring industrielektrikerne, fordi de holdt produktionen i gang.

Det betød, at Morten Rasmussen besluttede sig for at blive industrielektriker, og sådan gik det, dog ikke på Carmen.

Faktisk har Morten aldrig været ansat som industrielektriker men som serviceelektriker, og det har også været spændende. Han husker, at han engang var på job på Dagbladet Politiken, hvor der var en repromaskine, der ikke virkede. Han måtte sige, at sådan en havde han altså ikke forstand på, men en medarbejder insisterede på, at han bare skulle lave den – og det lykkedes Morten at få den til at køre.

På hjørnekontoret

En anden gang havde Politikens navnkundige chefredaktør, nu afdøde Herbert Pundik problemer med sin computer inde på hjørnekontoret. Morten gik hen bag ved computerbordet og opdagede, at ledningen lå og flød på gulvet. Stikket var ikke sat i kontakten. Det ordnede han, computeren livede op igen takket været strømforsyningen. Glad var Pundik, og siden dag forlangte han altid, at det skulle være Morten, der kom, når der var brug for en elektriker på Politiken.

Det er dog ikke altid, reparationerne forløber ligeså hurtigt som dengang i hjørnekontoret på Rådhuspladsen, og folk i driften spørger altid: Hvornår kører det igen? Og Morten vænnede sig til at svare: Det er i orden 10 minutter efter, at jeg er færdig.

Autoriseret el-installatør

Efter uddannelsen som elektriker videreuddannede Morten sig til el-installatør og kan med faglig stolthed glæde sig over, at autoriseret el-installatør ligger i top-5 på listen over et erhvervs troværdighed.

I dag arbejder Morten Rasmussen fortrinsvis med rådgivning, tilsyn og kvalitetssikring, og han har aldrig fortrudt det erhvervsvalg, han traf som 18-årig ufaglært supportoperatør på Carmen.

Del