Candy Shop er flyttet og har fået dobbelt så meget plads

Af Jens Nielsen

Slikforretningen Candy Shop i Kordilgadeer flyttet over på den anden side af gaden og har fået mere end dobbelt så meget plads til bland selv-slik, drikkevarer, slush ice og is i mange varianter.

I mange år har Candy Shop haft forretning på adressen Kordilgade 5, men pladsen var efterhånden blevet for trang, men fra i dag fredag bliver der dobbelt så meget plads, Candy Shop er nemlig flyttet lige over på den anden side af gaden i større og bedre lokaler.

”Pladsen var blevet alt for trang og der blev meget varmt i butikken, nu præsenterer vores varer sig meget bedre og kunderne kan nemmere komme rundt i forretningen,” fortæller Mahmoud Yassin, som er indehaver af Candy Shop, og fortsætter,

”Vi får ikke flere varer på hylderne, der er stadigvæk godt 400 forskellige slags slik til blandselv-slik, vores drikkevarer har fået en hel væg så det præsenterer sig flot, vi kan nu tilbyde hele 18 forskellige slags slush ice og vores køler til hjemmelavede isvafler er blevet dobbelt så stor, så vi nu har 24 slags is mod før 12.”

Inviterer til hygge og overraskelse

I morgen lørdag d. 28. august inviterer Mahmoud Yassin så på kaffe og kage fra klokken 10-12 og fra klokken 18-19 er der en overraskelse til ganen og maven for de kunder som kommer forbi den nye slikforretning, der i øvrigt har åbent hver dag fra kl. 9-22.

”Vi vil gerne hygge om vores kunder i morgen, som har været trofaste selv om det har været trangt med pladsen og i perioder alt for varm, nu har vi fået meget mere plads og luft, det glæder vi os til,” siger Mahmoud Yassin.

Del