Campister reagerede hurtigt og fik slukket brand i campingvogn

De skaffede sig adgang til campingvognen bevæbnet med flere store pulverslukkere, mens en anden campist fik fjernet to gasflasker fra campingvognen

Campister reagerede hurtigt og fik slukket brand i campingvogn Brandvæsenet blev torsdag eftermiddag kaldt til brand i en campingvogn på Kalundborg Camping. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Flere campister reagerede lynhurtigt da det opdagede, at der var ild i en campingvogn på Kalundborg Camping. Branden var slukket da brandvæsenet kom frem.

Vestsjællands Brandvæsen fik torsdag eftermiddag kl. 14.20 melding om ild i en campingvogn på Kalundborg Camping i Saltbæk.

En gruppe campister havde set, at det røg fra en af de mange campingvogne på pladsen og de reagerede lynhurtigt.

De skaffede sig adgang til campingvognen bevæbnet med flere store pulverslukkere, mens en anden campist fik fjernet to gasflasker fra campingvognen, og bragt på sikker afstand.

Branden var slukket da brandvæsenet kom frem og de kunne koncentrere sig om at efterslukke campingvognen.

Der er brand og røgskader på campingvognen, men branden nåede ikke at bredde sig til andre campingvogne på pladsen.

To af campisterne, som havde slukket branden, blev tilset for eventuel røgforgiftning i den tilkaldte ambulance.

Hvorfor der gik ild i campingvognen, vides ikke på nuværende tidspunkt.

Del