Café lukket på grund af brand i transformer
Flammerne stod ud af transformeren da brandfolkene kom frem, men de fik hurtigt slukket ilden.

Af Jens Nielsen
Café Edderfuglen på Røsnæs er lukket resten af lørdagen efter en brand i en transformer.
Lørdag eftermiddag kl. 13.39 blev Vestsjællands Brandvæsen kaldt til brand i en transformer på det yderste Røsnæs ud for Naturskolen og Café Edderfuglen.
Flammerne stod ud af transformeren da brandfolkene kom frem, men de fik hurtigt slukket ilden.
Værre ser det ud med transformeren som leverer strøm til flere ejendomme i nærheden, bl.a. Café Edderfuglen, som har været nødt til at lukke caféen resten af lørdagen.
”Beredskabsstyrelsen er her og forsøger at skabe en nødgenerator til os, så vi håber vi er på igen i morgen,” skriver de på deres Facebookside.
Ifølge forsyningsselskabet Cerius er 10 kunder uden strøm i øjeblikket.