Byggeri af syv punkthuse er nu for alvor i gang

Store gravemaskiner og andre entreprenørmaskiner graver og flytter jord så næste fase kan begynde, nemlig udgravning og støbning til selve grundene til de syv huse.

Byggeri af syv punkthuse er nu for alvor i gang
Lige nu ligner den øverste del af Klosterparken mest et månelandskab med store fordybninger i overfladen og en lang række af landmålerpinde som er banket i jorden. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den 3. oktober blev der taget første spadestik til 97 lejeboliger i Klosterparken. Nu er jordarbejdet for alvor gået i gang.

Lige nu ligner den øverste del af Klosterparken mest et månelandskab med store fordybninger i overfladen og en lang række af landmålerpinde som er banket i jorden.

Det er AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, som tidligere på året købte en 13.800 kvadratmeter stor grund i Klosterparken i Kalundborg af Kalundborg Kommune, som for alvor er gået i gang med jordarbejdet til de syd punkthuse der skal opføres i området med i alt 97 lejeboliger.

De 97 boliger, der bliver fra 49-110 kvadratmeter, har i alt ca. 8.800 etagemeter bolig. Fælles for boligerne er, at de alle får altaner med udsigt til Klosterparken.

Store gravemaskiner og andre entreprenørmaskiner graver og flytter jord så næste fase kan begynde, nemlig udgravning og støbning til selve grundene til de syv huse.

AP Ejendomme har tidligere oplyst, at der er stor interesse for byggeriet. Der er allerede skrevet omkring 150 interesserede borgere op til en lejlighed.

Byggeriet får navnet Munkesøhuse og forventes at være færdigt i maj 2024.

Del