Bygger bæredygtig ingrediensfabrik i Kalundborg

Fabrik skal producere 4 millioner kilo præbiotika om året

Bygger bæredygtig ingrediensfabrik i Kalundborg Henrik Maimann, direktør i RE Energy, på fabriks anlægget i Kalundborg. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I partnerskab med den canadiske ingrediensproducent, Comet Bio (http://comet-bio.com/), opfører RE Energy i Kalundborg en fabrik, der skal producere 4 millioner kilo præbiotika om året. Fabrikken opføres som en del af RE Energys eksisterende bioraffinaderi, der genåbnes i sommeren 2022. Udover præbiotika vil raffinaderiet producere 2. generations bioethanol og lignin.

RE Energy skal forestå produktionen af præbiotika, og investeringen i den nye fabrik foretages i et partnerskab mellem Comet Bio og RE Energy. Christian Ree, bestyrelsesformand i RE Energy, pointerer, at præbiotika-produktionen og partneskabet med Comet Bio er et exceptionelt godt match for raffinaderiet.

”RE Energy videreudvikler verdens første 2. generations bioethanol-anlæg i fuld skala, som har været lukket ned siden 2014, og som vi ser meget frem til at få i drift igen til sommer. Den nye aftale med Comet Bio indebærer, at vi står med et langt stærkere fundament og samtidig en langt mere bæredygtig forretning,” siger Christian Ree.

Præbiotika bruges som ingrediens i fødevarer til at sikre en sund tarmflora. Råvaren på bioraffinaderet i Kalundborg bliver, ligesom med Re Energys bioethanolproduktion, halm, der leveres gennem et samarbejde med sjællandske landmænd.

Inbicons demonstrationsanlæg for produktion af 2. generations bioethanol, beliggende på Asnæsværkets grund i Kalundborg, blev lukket i slutningen af 2014. Fabriksanlægget blev solgt til RE Energy i foråret 2020, som er ejet af den kendte erhvervsmand Karsten Ree.

Anlægget blev i foråret 2020 startet op på kun en uge, for at producere ethanol til brug for sundhedsmyndighederne, bl.a. med hjælp fra tidligere medarbejdere.

RE Energy begyndte i januar i år, at ombygge den tidligere Inbicon fabrik i Kalundborg, til fremstilling af 2. generations bioethanol på halm, samt endnu et produkt som RE Energy dengang ikke kunne løfte sløret for, men det kan de nu, og et nyt erhvervseventyr er på vej til Kalundborg.

RE Energy’s raffinaderi er en del af Kalundborg Symbiosen, et netværk af private og offentlige virksomheder, der udvikler en cirkulær produktionsform, hvor én virksomheds spildprodukt fungerer som ressource i andres produktion. Anlægget bruger i størst mulig omfang bæredygtig energi, og produktionen af bioethanol, præbiotika og lignin udgør derfor en minimal CO2-belastning.

Henrik Maimann, CEO i RE Energy, ser frem til samarbejdet med Comet Bio.

”Vi har store forventninger til muligheden for at etablere en innovativ og bæredygtig produktionsfacilitet for et produkt, der er nyt og har et meget stort potentiale. Samarbejdet understøtter vores ambitioner på bedste vis, både forretnings- og bæredygtighedsmæssigt,” siger han.

Produktionen af præbiotika i Kalundborg forventes at være i drift i fjerde kvartal 2022.

RE Energy er et selskab i Karsten REE Holding gruppen, oprettet med formålet at udvikle og drive fabrikken i Kalundborg (det tidligere Inbicon) efter overtagelsen fra Ørsted 1. april 2020. I sommeren 2020 forestod RE Energy nødproduktion af ethanol under Rigspolitiet efter anmodning fra den Nationale Operative Stab.

Comet Bio er et canadisk registreret selskab hjemmehørende i Ontario Canada og Schaumburg Illinois i USA. Selskabet udvikler og producerer unikke, sunde og bæredygtige fødevareprodukter baseret på egne patenterede processer. Comet Bio produktet Arrabina Arabinoxylan plantefiberekstrakt er en præbiotikafiber med unikke egenskaber i forhold til virkning og tolerance hos mennesker. For mere information: http://comet-bio.com/

Del