Byg bro med brikker

Byg bro med brikker Der afholdes endnu engang spil-dag på Ubby Bibliotek.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Den 16. oktober er der spil-dag på Ubby Bibliotek, hvor spilekspert Peter Michaelsen og hans spilleteam står parat, til at spille med både børn og voksne.

Der afholdes endnu engang spil-dag på Ubby Bibliotek. Den første brætspilsdag i Ubby blev afholdt efterårsferien i 2017, og lige siden har Ubby Bibliotek indledt skolernes vinter- eller efterårsferien med afholdelse af spilledag, som de har givet titlen " Byg bro med Brikker". Desværre har COVID-19-nedlukningen medført, at spildagene har måtte holde pause, men nu er de tilbage.

Initiativet til spildagene er kommet fra Hvidebæk Lokalråd og brætspilsekspert Peter Michaelsen. Peter Michaelsen er til daglig sognepræst ved Rørby Kirke, men har et stort kendskab til alverdens brætspil og deres historie. Blandt andet har han afholdt forelæsninger på universitetet, været interviewet i radioen, og også rejst Danmark rundt og deltaget i diverse spilturneringer.

Det hele foregår den første lørdag i efterårsferien, den 16. oktober kl. 10 – 13 på Ubby Bibliotek. Her vil man blive introduceret til mange forskellige spil, som alle kan spilles efter en introduktion på 1-3 minutter. Her er både de kendte spil og nye, anderledes spil, som udvider repertoiret. Et spil varer typisk fra 10 til 20-25 minutter.

Twixt, Lines of Action, Hex, Atoll, Wings, Trax og Gonnect er blandt spillene. Derudover blev spillene Go og Othello også præsenteret ‒  to spil, hvor det gælder om at erobre det største territorium på brættet. Undervejs er der saft og juice samt frugt til deltagerne under hele forløbet. Der sluttes af med pizza.

Der vil være personale fra Kalundborg Biblioteker til stede. Det er gratis at deltage, men det er nødvendigt at booke en billet via www.kalundborgbib.dk under det sker, da der er begrænsede billetter.

Del