Byfesten viste, hvad der sker, når kræfterne går sammen
Byfesten viste, hvad der sker, når kræfterne går sammen
Sikke en byfest!
Det var ganske enkelt fantastisk at opleve Kalundborg summende af liv. Gaderne var fyldt med mennesker, butikkerne havde travlt, restauranterne var fyldte, musikken spillede, og stemningen var helt i top.
En kæmpe tak skal lyde til alle de erhvervsdrivende, butikker, caféer, restauranter, foreninger, frivillige og ildsjæle, som gjorde byfesten til en succes. Det var ikke noget, der skete af sig selv – det var resultatet af et enormt engagement fra mennesker, der brænder for vores by. Byfesten er et bevis på, hvad der kan lade sig gøre, når erhvervsliv, handelsliv og frivillige går sammen om et fælles mål.
Jeg håber også, at mange borgere fra Høng, Gørlev, Svebølle, Ubby, Havnsø, Kirke Helsinge, Rørby og resten af kommunen lagde vejen forbi. Når der er liv i Kalundborg, er det en gevinst for hele kommunen – præcis som vi naturligvis også skal bakke op, når der sker gode ting i vores centerbyer og lokalsamfund.
Men byfesten sætter også en anden debat i gang.
For nylig blev jeg gjort opmærksom på, hvordan "Få det Fikset"-puljen fordeles. Tallene er interessante.
Kalundborg by med omkring 16.500 indbyggere modtager 2 mio. kr. om året, mens Høng og Gørlev hver modtager 1 mio. kr., selv om de har væsentligt færre indbyggere.
Det er ikke et argument for, at Høng eller Gørlev skal have mindre. Tværtimod. De fortjener gode rammer og mulighed for at udvikle deres lokalområder.
Ser man tilbage på de seneste års større kommunale investeringer, er det også værd at bemærke, at flere markante projekter er blevet placeret uden for Kalundborg by. Blandt andet er der etableret ny idrætshal, springhal og kulturfaciliteter i Høng, ligesom der arbejdes med en ny svømmehal i Gørlev. Hertil kommer en række cykelstiprojekter i blandt andet Kirke Helsinge, Havnsø, Svebølle og Ubby.
Det er alt sammen gode investeringer, som skaber værdi for de lokale områder – og dem bakker jeg op om.
Men netop derfor er det også rimeligt at spørge, om Kalundborg by i samme periode har fået tilsvarende investeringer i de nære, borgernære faciliteter. Vi mangler fortsat blandt andet en større, moderne legeplads og andre projekter, som kan styrke bylivet for de mange familier, der bor i kommunens største by.
Det handler ikke om, at nogen skal have mindre.
Det handler om, at udviklingen skal opleves som fair – også af de borgere, der bor i Kalundborg by.
Vi skal fortsætte med at udvikle Høng, Gørlev, Svebølle, Havnsø, Ubby og alle vores fantastiske lokalsamfund.
Og vi skal samtidig turde investere mere i kommunens hovedby.
For en stærk kommune kræver stærke lokalsamfund – men den kræver også en levende hovedby, som kan tiltrække handel, arbejdspladser, besøgende og nye borgere til gavn for os alle.
Samtidig mener jeg, at vi bør se på, om fordelingen af udviklingsmidler og puljer fortsat afspejler virkeligheden. Skal en by med næsten fire gange så mange indbyggere som Høng kun have dobbelt så stor en pulje? Det er et legitimt spørgsmål, som fortjener en åben og saglig politisk debat.
Byfesten viste én ting helt tydeligt:
Kalundborg har masser af liv, engagement og handlekraft.
Lad os bruge den energi til at udvikle hele kommunen – med respekt for alle vores byer og med en retfærdig balance i de investeringer, vi foretager.
Helle Laursen Petersen, medlem Regionsråd Sjælland, medlem Kalundborg Kommunalbestyrelse (LA).