Brugte turistkort til tricktyveri

Brugte turistkort til tricktyveri

Af Jens Nielsen

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser en mand mellemøstlig af udseende, efter to tricktyverier som ligner hinanden i henholdsvis Kalundborg og Nykøbing Sj.

Politiet fik mandag eftermiddag en anmeldelse fra en frisørsalon i Kordilgade, som havde haft besøg af en fremmed mand med et turistkort. Han havde spurgt om vej, og da han var gået, opdagede personalet, at en mobiltelefon var blevet stjålet fra det sted, hvor manden havde anbragt sit kort. Midt- og Vestsjællands Politi beskriver manden som: mellemøstlig af udseende, 30-35 år, 160-165 cm høj, almindelig af bygning og med kort sort hår. Han talte engelsk og medbragte et kort.

I Nykøbing Sj. har et kontor også haft besøg af en mand som spurgte om vej og som medbragte et kort. Også her er der stjålet en mobiltelefon.

Politiet forsøger nu i de to sager at få manden identificeret ud fra en mistanke om, at der ud fra de oplyste signalementer i de to anmeldelser kan være tale om samme mand, der udnytter andres hjælpsomhed til at begå tyverier af mobiltelefoner. Fremgangsmåden er også set i sommertiden ved udendørs cafeborde mv., hvor gæsters mobiltelefoner af og til bliver efterladt synlige på bordet, så tricktyve under dække af at være turister ved brug af et kort kan stjæle mobiltelefonerne i et uopmærksomt øjeblik. Oplysninger i de to sager kan gives til politiet på tlf. 114.

Del