Brugsuddeler er vred over behandling af medarbejder
Den unge mand begik den "store fejl", at han var høflig og smilede til de to midaldrende mænd, der kom ind i brugsen for at handle.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Brugsuddeler i Dagli Brugsen i Raklev, Johann Bülow skrev i går - med store bogstaver - på butikkens Facebookside, da han er træt af, når kunder ikke kan opføre sig ordentligt over for butikkens personale – i dette tilfælde en hændelse med to midaldrende mænd og en ungmedarbejder.
Den unge mand begik nemlig den "store fejl", at han var høflig og smilede til de to midaldrende mænd, der kom ind i brugsen for at handle mandag først på aftenen.
“Til dig og din ven, som var ude og handle igår klokken 17:54:37. At du finder det mærkeligt, at min kollega kigger på dig venligt og smiler er én ting, men at du siger til min søde kollega, fordi han smiler og kigger på dig: “Har du et problem – for det kunne vi ellers hurtigt få, hvis det var,” er en helt anden sag. Derudover hils din søde ven, som du gik med, og fortæl ham, at vi afventer betalingen af den ramme Tuborg øl, som han tog med under armen på vej ud af butikken. Vi håber at både du og din ven kommer forbi med en undskyldning, og får betalt ved kasse 1. Glem ikke vores stærke fællesskab i Raklev. Vi er dybt chokerede. Min kære kollega kom hjem rystet og ked af det, men ved mod. Vi håber på, at I vil give ekstra kærlighed og forståelse til vores personale i den næste kommende tid, da det er få mennesker der ødelægger det for os allesammen,” skriver brugsuddeleren I sit Facebookopslag til de to herrer, der var forbi Dagli Brugsen i Raklev.
Medarbejdere skal altid føle sig trygge
Efterfølgende har Johann Bülow fortalt, at han har valgt at stå frem, fordi den slags opførsel selvfølgelig ikke er i orden, og derudover vil han først og fremmest, at hans medarbejdere ved, at den slags handler man på. De skal føle sig trygge, når de arbejder.
”Jeg står frem, fordi jeg gerne vil beskytte mine medarbejdere. De skal føle sig trygge, når de arbejder. Derudover vil jeg selvfølgelig også gerne bringe budskabet, at det ikke er i orden at opføre sig, som tilfældet er her. Heldigvis er de fleste kunder rigtig søde, faktisk har vi nogle fantastiske kunder herude, og vi er gode ved hinanden i Raklev, men når sådan noget sker, skal ingen være i tvivl om, at det ikke er i orden. Jeg havde en ungmedarbejder, der var mærket af hændelsen, og det er ikke i orden,” siger Johann Bülow.
Johann Bülow fortæller desuden, at de to kunder har været i forretningen før, og han håber derfor, at de kommer forbi, så han kan tage en snak med dem.
”Jeg vil gerne snakke med dem, hvis de kigger forbi igen. Nu må vi se, om de kommer her igen. Men de skal i hvert fald vide, at det ikke er i orden at opføre sig sådan over for nogen, og slet ikke over for de unge mennesker der arbejder herude,” slutter brugsuddeleren af med at sige.
Johann Bülow har i øvrigt sidste arbejdsdag som brugsuddeler på mandag.