Britt har nu fået en uddannelse trods sit handicap

”På den måde som jeg har taget min uddannelse på nedsat tid, er jeg foreløbig den eneste i landet, man har ikke hørt om det i handicapbevægelsen før, så jeg håber min historie kan blive spredt i landet så andre unge kan få muligheden for en uddannelse,”

Britt har nu fået en uddannelse trods sit handicap
Fagprøven er blevet udført med fokus på de Irma-varer som findes i Kvickly. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Britt Drud Sørensen Kalundborg er født med Cerebral Parese (CP), det de fleste kender som spastisk lammelse. Nu har hun endelig fået en uddannelse, men vejen har været lang.

Britt Drud Sørensen er et levende eksempel på, at det godt kan nytte noget at udfordre uddannelsessystemet. Britt, der er 37 år, har siden 2010 været ansat i Kvickly i Kalundborg som ufaglært medarbejder på flexjob 20 timer om ugen. På grund af hendes cerebral parese har hun kognitive udfordringer, som har gjort det svært for hende at følge den traditionelle vej til en detailhandelsuddannelse. 

Men nu har Britt netop bestået uddannelsen som salgsassistent med et flot 10-tal på ZBC i Slagelse.

Vejen til uddannelsenhar været lang, både fordi Britt Drud Sørensen er født med et handicap og samtidig er i flexjob, men Britt har en vis stædighed og har på intet tidspunkt givet op og hun er da også den første flexjobber i landet som har taget en uddannelse, mener hun.

”Forløbet har været meget langt, det har ikke været muligt for mig som flexjobber at tage en uddannelse på fuld tid, men med hjælp fra Jobcenter Kalundborg, HK og CP Danmark (cerebral parese-foreningen) samt opbakning fra Kvickly Kalundborg, lykkedes det at finde en løsning med en række AMU-kurser ’Fra ufaglært til faglært- detail’ hvor flere af modulerne er taget online, men jeg har også været i Slagelse på skolen en gang om ugen i godt to år og nu står jeg med en uddannelse, det er et stort skulderklap at nogen troede på mig,” fortæller Britt Drud Sørensen. 

Fagprøven er blevet udført med fokus på de Irma-varer som findes i Kvickly og i de 13 år Britt har arbejdet hos Kvickly Kalundborg, har hun stået for kolonialvarer som køkkenrulle/toiletpapir, dyremad og rengøringsartikler. Samtidig kan hun hjælpe til i en af de kontantløse kasser ved spidsbelastninger. 

”På den måde som jeg har taget min uddannelse på nedsat tid, er jeg foreløbig den eneste i landet, man har ikke hørt om det i handicapbevægelsen før, så jeg håber min historie kan blive spredt i landet så andre unge kan få muligheden for en uddannelse,” fortæller Britt Drud Sørensen, og fortsætter,

Udfordringen er jo, at hvis du begynder på en uddannelse på fuld tid så er du ikke længere flexjobber og dermed ude af systemet, men det hjælper jo ikke når man har et handicap eller en sygdom, så jeg håber andre jobcentre kommer ind i kampen og hjælper dem som gerne vil have papir på det man kan.” 

112 maraton

Mange kender Britt Drud Sørensen fra Kvickly, men mange kender hende også fra vejene i og omkring Kalundborg når hun kommer løbende på sin framecykel. Britt er medlem af 5 Tårns Motion og har indtil dato gennemført 112 maratonløb.

I 2022 fik hun prisen som Årets Udøver af Folkeoplysningsudvalget i Kalundborg Kommune efter en indstilling fra Kalundborg Idrætsråd.

Del