Brandvæsnet fik hund ud af brændende rækkehus

Kl. 16:32 onsdag eftermiddag blev Vestsjællands Brandvæsen tilkaldt til brand på Klosterparkvej i Kalundborg.

Brandvæsnet fik hund ud af brændende rækkehus
Der var stadig en hund i den brændende bolig, da Vestsjællands Brandvæsen gik ind for at slukke ilden. Foto: Thomas Gosch

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Der stod flammer op inde bag vinduet, og to betjente fra Midt- og Vestsjællands politi havde travlt med at få naboerne ud på gaden.

Flammer stod op fra komfuret imens beboeren stod magtesløs udenfor og kunne kigge ind på sin brændende bolig. Hun havde kun været væk fra boligen i få minutter, men hendes hund var stadig inde i den brændende ejendom på Klosterparkvej i Kalundborg.

Da brandfolkene fra Vestsjællands Brandvæsen kom frem, fik de hurtigt sendt et par mænd ind i den brændende og meget tilrøget bolig. Den ene brandmand gik i gang med at slukke branden, imens den anden gik på jagt efter hunden der stadig var indenfor. Efter et par minutter kom brandmanden ud med en glad hund, der kunne forenes med sin ejer.

Branden blev hurtig slukket, og flere brandfolk gik i gang med af få luftet ud. På nuværende tidspunkt kender redaktionen ikke årsagen til branden, men tilsyneladende ingen tilskadekomne.

Del