Brandvæsen sendt til brand i villa
Husets beboere var hjemme da der udbrød brand, de kom hurtigt ud og ingen personer er kommet til skade.

Tekst og foto af Jens Nielsen
Vestsjællands Brandvæsen blev tirsdag aften klokken 19.36 kaldt til brand i en villa i Svebølle, hvor der var ild i en tørretumbler.
Politi, brandvæsen, ambulance og akutvogn blev tirsdag aften kaldt til ild i villa på Kobjergvej i Svebølle.
Brandvæsenet sendte et røgdykkerhold ind i huset, og de kunne konstatere, at det var tørretumbleren som brændte.
De fik hurtigt bugt med ilden, men der er skader på hele bryggerset, oplyser brandvæsenet.
Husets beboere var hjemme da der udbrød brand i tørretumbleren, de kom hurtigt ud og ingen personer er kommet til skade.