Brandstationen fik fint besøg

Der ventede brandfolk på at tage imod deres små gæster, og de havde parkeret brandbiler og ambulance således, at dagplejebørnene kunne opleve dem på helt tæt hold.

Brandstationen fik fint besøg
Fredag markerede Hobittens Dagpleje Dagplejens Dag med et besøg på brandstationen i Gørlev, hvor børnene bl.a. fik lov at sidde i en brandbil og fik plaster på bamser og dukker - og i nogle tilfælde også på børnene. Privatfotos.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fredag markerede Hobittens Dagpleje Dagplejens Dag med et besøg på brandstationen i Gørlev. Børn og pædagoger samledes ved Hobittens Børnehave, og gik derfra langs Algade til Brandstationen. Her ventede brandfolk på at tage imod deres små gæster, og de havde parkeret brandbiler og ambulance således, at dagplejebørnene kunne opleve dem på helt tæt hold.

Alle børnene fik mulighed for at komme ind i brandbilerne, hvilket var en stor oplevelse for børnene. De havde også fået plaster med brandbiler på til at komme på bamser og dukker samt varmefolie til at putte hinanden i – og sidde på.

Foreningen Frie Dagtilbud havde doneret bøger om brandbiler, boller, saft m.m. og Gørlev Skoles indskoling kom og sang for de små. Til slut sendte børnene en masse fine røde balloner op i den flotte blå himmel, hvorfra solen skinnede på en smuk forårsdag.

En særlig dag på året

”Det er en særlig dag på året – anden onsdag i maj - for der samles vi altid for at markere dagplejen, altså på Dagplejens Dag,” fortæller Linda Jensen, dagplejepædagog og fortsætter: ”Det er vigtig, at vi er synlige i bybilledet, og vi er stolte af vores arbejde, og den indsats vi yder for de allermindste. På denne dag gør vi ekstra meget ud af det hele, fx er barnevognene pyntet så flot med grønne grene, balloner, flag og i dagens anledning også med brandbiler. Tak til dagplejerne og til alle andre, der var med til at gøre dagen særlig dejlig.”

Dagplejens Dag blev også fejret i Hvidebækhallen og i Hønghallen hvor dagplejerne var inviteret til legedag med deres børn

Det hele begyndte for 70 år siden

Det er 70 år siden, at de første dagplejere blev oprettet under Mødrehjælpen. Hjemmene blev etableret fx som støtte til familier med uhensigtsmæssige arbejdstider. For 45 år siden - i 1970 - blev Dagplejemødrenes Fagforening stiftet under det daværende Dansk Kommunalarbejder Forbund - det senere FOA. I 1979 startede dagplejen i den daværende Gørlev Kommune som en helt unik ordning, hvor dagplejerne blev ansat under børnehaverne, der alle var selvejende og siden blev dagplejen et pasningstilbud i lighed med dagtilbuddene, aldersgruppen blev begrænset til 0-2-årige og dagplejemødrene skiftede navn til dagplejere.

Del