Brand på Novo byggeplads
Strålevarmen fra branden antændte en container som stod ved siden af og derfor var brandfolkene nødt til at skære beklædningen op på den for at slukke branden.

Af Jens Nielsen
Vestsjællands Brandvæsen blev fredag formiddag kaldt til brand på den store Novo Nordisk byggeplads i Kalundborg hvor der var ild i en container.
Brandvæsenet blev alarmeret fredag formiddag kl. 10.09 og da brandfolkene kom frem, brændte det i en 20 fods værksteds/materiel container som indvendigt var beklædt med træ.
Strålevarmen fra branden antændte en container som stod ved siden af og derfor var brandfolkene nødt til at skære beklædningen op på den for at slukke branden.
En kranfører som sad i en af de store byggekraner blev påvirket af røgen og blev derfor tilset af mandskabet fra den tilkaldte ambulance.
”Der var ikke den store dramatik det tog bare lang tid fordi vi måtte skære containerne op for at slukke branden,” fortæller Anders Brask Lysemose, indsatsleder ved Vestsjællands Brandvæsen.
Hvad der er årsag til at der var gået ild i værksteds/materiel containeren vides ikke på nuværende tidspunkt.