Bowlingcenter rives ned

Star Bowl rummede bl.a. syv bowlingbaner, en restaurant, bar og et stort industrikøkken

Bowlingcenter rives ned Bygningerne som gennem flere år har huset bowlingcentret Star Bowl i Elmegade i Kalundborg bliver nu revet ned. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Bygningerne som gennem flere år har huset bowlingcentret Star Bowl i Elmegade i Kalundborg bliver nu revet ned.

Efter at have været til salg gennem længere tid, solgte Niels Riis Christensen sidste år bygningerne som gennem flere år husede bowlingcentret Star Bowl i Elmegade Kalundborg, sammen med den store erhvervsgrund i Elmegade.

Den nye ejer, RP Ejendomme Kalundborg Aps ved Rune Petersen, er nu begyndt en nedrivning af bygningerne, en opgave som Midtsjællands Nedbrydning står for.

Rune Petersen er bl.a. tidligere ejer af Fitness Fokus i Kalundborg, som blev solgt til Fitness World i 2017.

Hvad området skal anvendes til efter nedrivning af bygningerne vides ikke. Trods flere henvendelser til Rune Petersen er han aldrig vendt tilbage, men rygter i byen fortæller, at der skal bygges et legeland, et motionscenter eller måske begge dele, men det er som sagt kun rygter som ikke er bekræftet.

Star Bowl rummede bl.a. syv bowlingbaner, en restaurant, bar og et stort industrikøkken. Endvidere var der et 130 kvadratmeter stort mødelokale på 1. salen. Der findes også en 500 kvadratmeter stor koldhal på den 4200 kvadratmeter store erhvervsgrund lige midt i centrum af Kalundborg, men om kort tid er det hele væk.

Del