Børnehus gik for den gode sag
I anledning af Danmarks Indsamling 2024, hvor der samles ind til fordel for fejl- og underernærede børn i Uganda, trak både børn og voksne fra børnehuset Troldebo i gummistøvlerne i den gode sags tjeneste.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
For at hjælpe fejl- og underernærede børn i Uganda trak børnene fra børnehuset Troldebo i Kalundborg Kommune i gummistøvlerne og hjalp Egon Edderkop med at finde sine. Novo Nordisk Fonden støttede nemlig med 20kr. for hver kilometer, børnene gik.
I anledning af Danmarks Indsamling 2024 havde DR Lær, DR Ramasjang og DR Ultra bedt om støtte til udviklingsprojekter til fordel for fejl- og underernærede børn i Uganda, og derfor trak både børn og voksne fra børnehuset Troldebo med det samme i gummistøvlerne og traskede afsted mod Troldeskoven, hvor Egon Edderkop havde glemt sine gummistøvler. Det skriver Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse torsdag.
”Det er sjovt at finde edderkoppens gummistøvler, men hvorfor har han glemt dem i skoven?” spurgte 5-årige Nova fra Hobbitstuen, inden hun og vennerne fra Troldebo løb afsted mod skoven.
Det lykkedes heldigvis at finde Egon Edderkops gummistøvler, og ved hver af de mange gummistøvler i farverne blå, rød, grøn, gul, sort og hvid lå forskellige kort med forskellige opgaver, børnene skulle løse. Ved den røde gummistøvle mødte børnene Karen Kænguru og begyndte straks at hoppe som en kænguru, for det handler om mere end blot at gå en tur i skoven, fortæller Ditte Voldstedlund, der til dagligt arbejder som pædagog i børnehuset: ”Ud over at hjælpe i den gode sags tjeneste, er turen i skoven med til at skabe sammenhold og styrke fællesskabet mellem vuggestuens og børnehavens børn.”
I arbejdet med at finde Egon Edderkops manglende gummistøvler gik børn og voksne i alt 45 kilometer, hvilket Novo Nordisk Fonden vekslede til 900kr, der gik direkte til Danmarks Indsamling 2024 og til arbejdet til gavn for de udsatte børn i Uganda.