Børn og voksne skal hjælpe den 700 år gamle borg-nisse
Der er både nisse-skattejagt, nisseværksted og sulten og tørsten kan stilles i julecaféen.

Af Jens Nielsen
Kalundborg Museum byder indenfor til masser af julestemning i både denne og næste weekend, hvor børn og voksne kan hjælpe den gamle borg-nisse Aske.
Nu er der mulighed for at komme i julestemning på Kalundborg Museum, når der holdes jul på Lindegården for hele familien med julepyntede træer og masser af hygge.
Børn og voksne kan bl.a. hjælpe den 700 år gamle borg-nisse Aske med at finde forsvundne ting på en nisseskattejagt, hvor der rundt om på museet er gemt forskellige effekter som skal findes, og der skal dannes en farvekode, som så kan lukke skattekisten op, og den er fyldt med chokolademønter.
Der er også mulighed for at træde indenfor i nisseværkstedet, hvor der ligger materialer til at lave flot julepynt til træet derhjemme.
”Udover nisseskattejagt og nisseværksted kan børn og voksne også opleve vores lille juleudstilling hvor der kan læres om juletræet og julepynt, så der er også lidt læring, så et typisk julearrangement,” fortæller Marie Enstrøm, lokal-koordinator for Kalundborg Museum.
I julestuen på Lindegården (Kalundborg Museum) er der også salg af æbleskiver, gløgg, kakao, kaffe og honninghjerter, som man selv kan pynte. Det koster kun almindelig entré at deltage i aktiviteterne.
Carmen udstilling er et tilløbsstykke
Samtidig med julearrangementet er der selvfølgelig også mulighed for at opleve den store Carmen Curlers udstilling, som er blevet noget af et tilløbsstykke.
”Vi har rigtigt mange gæster til vores Carmen Curlers udstilling og alle de foredrag vi har afviklet om Carmen har alle været udsolgt, så det er blevet en stor succes og vi får meget ros for udstillingen,” fortæller Marie Enstrøm.
Kalundborg Museum byder på julestemning den 10.-11. og den 17.-18. december, alle dage kl. 11 -15