Borgmestertræf med erhvervslivet

Generelt var de tre borgmestre, Martin Damm, Kalundborg, Christina Krzyrosiak Hansen, Holbæk og Karina Vincentz, Odsherred, enige om, at infrastrukturen mellem de tre kommuner er for dårlig.

Borgmestertræf med erhvervslivet
Mødet mellem erhvervslivet og de tre borgmestre er en årligt tilbagevendende begivenhed hvor flere emner blev debatteret, emner som fx infrastruktur, bosætning og uddannelse. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I dag fredag var repræsentanter fra det Nordvestsjællandske-erhvervsliv samlet på Den Gamle Sukkerfabrik i Gørlev, for at høre borgmestrene fra Holbæk, Kalundborg og Odsherred give en status på den seneste tids udvikling, samt for at netværke på tværs af kommunegrænserne.

Arrangementet var skabt gennem samarbejde med Odsherred Erhvervsforum, Holbæk Erhvervsforum og Kalundborgegnens Erhvervsråd.

Mødet mellem erhvervslivet og de tre borgmestre er en årligt tilbagevendende begivenhed hvor flere emner blev debatteret, emner som infrastruktur, bosætning og uddannelse.

Generelt var de tre borgmestre, Martin Damm, Kalundborg, Christina Krzyrosiak Hansen, Holbæk og Karina Vincentz, Odsherred, enige om, at infrastrukturen mellem de tre kommuner er for dårlig.

”Der er et godt samarbejde mellem de tre kommuner, vi er Nordvestsjælland, vi har det hele, vi er ikke en hovedstad, men hvis vi kigger på hvad vi tre kommuner kan sammen, så er der ingen grund til at tage til hovedstaden, men vi skal blive dygtigere til infrastruktur. Vi gør det på de store strækninger, når der fx kommer en motorvej. Vi er alle tre vækstkommuner og det er en kæmpe udfordring og der skal vi blive dygtigere til at tale med en stemme,” sagde Holbækborgmester Christina Krzyrosiak Hansen, bl.a. til de mange fremmødte erhvervsfolk.

Et af de andre emner som blev berørt, var bosætning, her sagde borgmester Martin Damm bl.a.,

”Vi er blevet ramt af vækst, lige nu suser der boliger ud af boligmarkedet. Det gør der fordi de boliger der er til salg, bliver opkøbt og lejet ud til de mange håndværkere der arbejder i Kalundborg. Når Novo Nordisk byggeriet topper, så vil der være 5.500 medarbejdere i gang, og så kommer alt det andet til, men der er mange nye boliger på vej i Kalundborg Kommune, faktisk lige omkring 1000 nye boliger inden for de næste år.”

De mange erhvervsfolk havde også mulighed for at stille spørgsmål til borgmestrene, og her var der bl.a. emner som Kattegatforbindelsen og hvordan kommunerne arbejder med trivsel i forhold til deres medarbejdere.

Til mødet i Gørlev var også mulighed for at se Danmarks første anlæg til demonstrations- og opskalering af industriel biofermentering, som FermHub Zealand lige nu arbejder på at få i drift.

Lulu Harms Larsen, CEO & Co-Founder, og Christian Kjølby, CTO & Co-Founder, fra FermHub Zealand, gav deltagerne et kort gennemgang af projektet inden rundvisning på anlægget.

Del