Borgmesterkandidat fik hjælp fra udenrigsministeren

Borgmesterkandidat fik hjælp fra udenrigsministeren Udenrigsminister Jeppe Kofod (S), borgmesterkandidat Tina Beck-Nilsson (S) og folketingsmedlem Rasmus Horn Langhoff (S). Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) besøgte Kalundborg mandag eftermiddag, dels for at hjælpe borgmesterkandidat Tina Beck-Nilsson med at uddele roser og valgmateriale i Kordilgade og dels et besøg på Kalundborg Havn.

Socialdemokratiets borgmesterkandidat Tina Beck-Nilsson fik mandag eftermiddag hjælp til at dele roser og valgmateriale ud i Kordilgade fra udenrigsminister Jeppe Kofod og folketingsmedlem Rasmus Horn Langhoff.

”Jeg er her selvfølgelig for at hilse på Tina og så har jeg været på et besøg på havnen og se den fantastiske udvikling der foregår der, det er meget imponerende,” sagde udenrigsminister Jeppe Kofod inden roserne blev pakket ud og delt ud til folk i Kordilgade, som passerede de mange Socialdemokrater som havde taget opstilling midt i gaden.

”I Udenrigsministeriet har vi også hele vores exportfremme og investeringsfremme, så det er godt at se hvordan Kalundborg udvikler sig, det er fantastisk at have en feederhavn i Kalundborg, men der er også flere globale virksomheder i området, fx Novo Nordisk og Chr. Hansen, og hele symbiosen, som er mere relevant end nogensinde i forhold til den grønne omstilling,” sagde Jeppe Kofod, og Tina Beck-Nilsson supplerede,

”Det handler også om at vi gerne vil vise os frem, så de er klar over hvad vi kan inden på Christiansborg, det er jo også noget af det man kan bruge et ministerbesøg til, vi har en drøm om, at vi skal være et grønt sted, en grøn industri herude.”

Del