Borgmester mener ikke, at analyse er retvisende
Det står bl.a. skidt til med infrastruktur, grøn udvikling samt information og dialog. I det hele taget er der ikke meget at prale af for Kalundborg i de ti kategorier, hvor kommunerne er vurderet.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Dansk Industri (DI) er netop kommet med en analyse af den lokale erhvervsvenlighed i landets kommuner, og Kalundborg kan ikke prale af at ligge i den gode ende. Faktisk er kommunen samlet faldet fra en 55. plads til en 79. plads, og på flere parametre ligger de meget langt nede på listen.
Kalundborg Kommune er et af de steder på Sjælland, hvor der sker allermest i forhold til erhvervsudvikling, men kommunen er faldet fra en plads som nummer 55 sidste år til en plads som nummer 79 i år i Dansk Industris (DI) årlige måling af kommunernes erhvervsvenlighed. 91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen.
Det står bl.a. skidt til med infrastruktur, grøn udvikling samt information og dialog. I det hele taget er der ikke meget at prale af for Kalundborg i de ti kategorier, hvor kommunerne er vurderet.
- Overordnet Erhvervsvenlighed: 64
- Infrastruktur: 87
- Arbejdskraft: 62
- Uddannelse: 46
- Sagsbehandling: 69
- Grøn udvikling: 85
- Brug af private leverandører: 61
- Digitale rammer: 62
- Skatter, gebyrer og erhvervsarealer: 46
- Information og dialog: 85
Erhvervschef er bekymret for udviklingen
Kalundborgegnens erhvervsråd har efterfølgende udtalt sig med bekymring om resultatet af DI´s analyse af Den Lokale Erhvervsvenlighed 2024.
“Vi bliver simpelthen nødt til at gribe det her anderledes an, hvis vi skal sikre vores erhvervsliv de bedste betingelser for at drive erhverv i Kalundborg Kommune. Og det er vigtigt at vi samtidig kigger fremad, for hvis ikke de små- og mellemstore virksomheder trives i Kalundborg Kommune, kan det få store konsekvenser på den lange bane,” siger erhvervschef Lene Bach Jørler fra Kalundborgegnens Erhvervsråd, og fortsætter: “Vi kender alle til Kalundborg modellen og Symbiosen – to ting som vi alle er meget stolte af, det med at stå sammen. Men det kan blive sårbart og kan smuldre, hvis ikke vi har øje på den samlede erhvervsudvikling. Erhvervslivet har naturligvis stor forståelse for at embedsværket kan have svært ved at følge med, når udviklingen og væksten buldrer derudad med fuld kraft frem, men det er vigtigt at nævne netop vores lokale virksomheder for de kæmper dagligt en kamp for at følge med udvikling. Og de er derfor dybt afhængige af et ”system”, som er så smidigt som overhovedet muligt.”
Borgmester Martin Damm (V) konstaterer derimod, at analysen er et spejl af, hvor godt det går i Kalundborg, og han mener, at man især bør fokusere på transport, infrastruktur og arbejdskraft.
”Det virker som om, at analysen er et spejl på, hvor godt det går. Når der er meget gang i hjulene, er ledigheden lav og der er mange biler på vejen, og så bonner vi ud på infrastruktur og muligheden for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Det er de klassiske, der her er tale om - transport, infrastruktur og arbejdskraft, og det er dermed, hvad erhvervslivet fortæller os, at vi bør prioritere,” siger han.
Dårlig kommunikation
DI´s analyse tager altså afsæt i 10 kategorier, og i kategorien information og dialog ligger kommunen helt i bunden på en 85.plads. Med afsæt i de gode snakke og dialoger, som Kalundborgegnens Erhvervsråd fortæller, at de har med mange af deres ca. 370 medlemsvirksomheder, så fylder den manglende dialog rigtig meget – og bliver til frustrationer som både koster tid, ressourcer og penge.
“Det siger rigtig meget om, hvor travlt man i kommunalt regi har haft de seneste år, og den anerkendelse tænker jeg vi alle er parate til hylde. Men uanset antallet af byggesager og øget trafik, så bør eksempelvis kategorien Information-og dialog ikke havne på plads 85 ud af 91. I pressede situationer bliver netop den gode kommunikation endnu mere vigtigt for alle parter. Der vil naturligvis være punkter i de enkelte kategorier, som kan være svære at løse, lige her og nu, men dem vi kan ændre på, bør vi trække i arbejdstøjet og få gjort noget ved,” siger Lene Bach Jørler, og fortsætter: “Det kan godt være det alene er 47 virksomheder som har bidraget til analysen i Kalundborg Kommune, men de 47 virksomheder repræsenterer 6.000 medarbejdere.”
Borgmester mener ikke, at analyse er retvisende
Borgmester i Kalundborg Kommune, Martin Damm (V) mener dog ikke, at DI’s analyse af den lokale erhvervsvenlighed i landets kommuner er retvisende, da han påpeger, at man er faldet på parametre ud fra nogle besvarelser selv om, at statistikken på samme område siger noget andet. Derudover henviser han også til, at det langt fra er alle virksomheder i Kalundborg, der har svaret, idet der er tale om 47 virksomheder, der har deltaget.
”Det er ikke en helt retvisende undersøgelse. Det er i hvert fald svært, når tallene viser, at noget er blevet bedre, men nogle stadig synes, at det er blevet værre, det burde jo pege i samme retning. Derudover er der tale om 47 besvarelser i alt. Vi vil gerne forbedre os, men har svært ved at få nogen til at fortælle helt konkret, hvad vi skal gøre bedre. Vi har rakt ud inden for information og dialog for at finde ud, hvad skal vi gøre bedre, og vi har kaldt folk sammen for nogle år siden, men havde ingen tilmeldinger til arrangementet, og så er det altså svært,” siger borgmesteren.
Vi skal trække i arbejdstøjet
Erhvervsrådet foreslår, at man rykker sammen, trækker i arbejdstøjet for i fællesskab at få flyttet på den overordnede erhvervsvenlighed.
“Vi vil meget gerne facilitere et kommunikationsnetværk på tværs mellem erhvervslivet og offentlig myndighed, for derved helt operationelt at få genbesøgt og ændret på kommunikationen generelt. Ikke for at kunne prale af et givent kvantespring på listen til næste år, men alene fordi vi kærer for vores lokale erhvervsliv og deres vækstmuligheder,” siger Lene Bach Jørler afslutningsvis.
Også Martin Damm vil gerne i dialog og finde ud af mere konkret, hvad de skal gøre: ”Vi vil gerne igen spørge DI, om vi kan få noget dialog i gang, så vi kan finde ud af, hvad det helt konkret er, vi skal gøre bedre,” slutter han af med at sige.
I 2012 lå Kalundborg Kommune nr. 5 på DI’s analyse af den lokale erhvervsvenlighed i landets kommuner, i 2013 nr. 11, i 2016 nr. 28, i 2023 nr. 55 og altså i 2024 nr. 79
Læs DI analysen her: lokal-erhvervsvenlighed-2024_hovedrapport.pdf (danskindustri.dk)