Borgmester: ’Der ventes 50.000 tilskuere i Kalundborg Kommune’

”Det store brag kommer d. 2. juli hvor Tour de France kommer gennem Kalundborg Kommune, alle siger, at man ikke kan forestille sig hvor stort det bliver, det er verdens 3. største sportsbegivenhed."

Borgmester: ’Der ventes 50.000 tilskuere i Kalundborg Kommune’ Kalundborg Kommune havde lørdag formiddag inviteret til Tour-event på Klostertorvet i Kalundborg som optakt til de to store cykelløb Tour de France og Tour de Storebælt. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Kalundborg Kommune havde lørdag formiddag inviteret til Tour-event på Klostertorvet i Kalundborg som optakt til de to store cykelløb Tour de France og Tour de Storebælt.

Om mindre end to måneder kommer Tour de Storebælt og Tour de France til Kalundborg. Det betyder, at den gule folkefest nærmer sig med hastige skridt.

Derfor havde Kalundborg Kommune inviteret til Tour-event på Klostertorvet hvor interesserede borgere kunne få mere information omkring de to store sportsarrangementer.

”Til Tour de Storebælt er der 6000 deltagere som skal starte fra Kalundborg og bl.a. køre en sløjfe ud over Røsnæs, det kommer til af fylde det meste af byen, det kan jeg godt advare jeg imod,” sagde borgmester Martin Damm, der selv er tilmeldt løbet, i sin tale til de fremmødte.

”Det store brag kommer d. 2. juli hvor Tour de France kommer gennem Kalundborg Kommune, alle siger, at man ikke kan forestille sig hvor stort det bliver, det er verdens 3. største sportsbegivenhed, her bliver alt spærret af i mange timer, og der kommer rigtigt mange tilskuere, hvor mange ved vi ikke, men alene i Kalundborg Kommune langs vejen vil stå over 50.000 tilskuere, regner jeg med,” fortsatte Martin Damm.

Uddannelseschef for Processkolen Kalundborg, Leif Dam Pedersen, fortalte om den store gule cykel som er opstillet på Klostertorvet. Den store cykel er bygget af dygtige elever fra Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, som Processkolen i Kalundborg er en del af.

På Klostertorvet kiggede en række motionscyklister fra TGU forbi på deres racercykler ligesom Kalundborg Cykle Club var flot repræsenteret med såvel unge som ældre på mountainbike.

Udover information om Tour de Storebælt og Tour de France var der fremvisning af Skodas Tour-bil, der kunne prøves kræfter med Tour de France-motionscykler, børn og voksne kunne lav deres egen Tour de France-badge og man kunne prøve teknikbanen og cykler fra Kalundborg Cykle Club.

Del