Bliv klædt på til at søge fonde til spændende projekter
Deltagerne skal over 4 moduler arbejde med egen idé/projekt og lave den til en egentlig fondsansøgning, som mere eller mindre er klar til afsendelse ved forløbets afslutning.

Af Jens Nielsen
Har din forening et projekt, I gerne vil søge fonde til? Sådan spurgte Kalundborg Kommune foreninger og lokalråd tidligere på året. En række foreninger har gennemgået et mini-uddannelsesforløb hvor deltagerne er blevet klædt på til at søge fonde. Nu gentager Kalundborg Kommune kursusrækken af mini-fundraiserkurser.
Efter forårets succes afholder Kalundborg Kommune endnu et mini-fundraiserkursus. Det er i november og december i år, og der er stadig ledige pladser. Kurset er gratis og afholdes over fire aftener med start den 2. november. Tilmeldingsfrist er den 30. oktober kl. 12.00. Skynd dig at tilmelde dig, opfordrer Kalundborg Kommune.
Folkeoplysningsudvalget og Landdistriktsudvalget har afsat penge til, at Kalundborg Kommune igen kan tilbyde et mini-uddannelsesforløb i samarbejde med Fundraiseren.dk.
Deltagerne skal over 4 moduler arbejde med egen idé/projekt og lave den til en egentlig fondsansøgning, som mere eller mindre er klar til afsendelse ved forløbets afslutning.
Forløbet udbydes til folkeoplysende foreninger, lokalråd, beboerforeninger, landsbylav, forsamlingshuse, Få det fikset og andre frivillige - højst to deltagere fra samme forening/frivilliggruppe.
Det er et krav for deltagelse, at man som forening eller frivillig medbringer et konkret projekt, som der arbejdes med på alle kursusgange.
-Formålet med uddannelsen, er at give foreninger og frivillige muligheden for at blive skarpe til at søge penge til deres projekter, siger Landdistriktskoordinator og projektleder for ´Få det fikset-puljen´ Rikke Røge Forchhammer, og fortsætter, -det betyder utroligt meget, at de projekter der sættes i søen ude i de forskellige lokalsamfund, er drevet af de lokale, der ved, hvad der er brug for. Derfor ønsker vi fra Kalundborg Kommune at tilbyde dette gratis kursus, som kan hjælpe de gode kræfter og projekter med at blive finansieret.
Dennis Hørmann, fra fundraiseren.dk, glæder sig til endnu et forløb og takker Kalundborg Kommune for at forkæle deres foreningsliv, lokalråd og forsamlingshuse med denne helt særlige mulighed, hvor han ligeledes opfordrer andre kommuner til at lade sig inspirere af Kalundborg.
Der er lagt op til en masse gode og spændende timer i selskab med Kalundborg Kommune og Fundraseren.dk.
Kursusrækken ser således ud:
- Torsdag den 2. november kl. 16.30-20.30
- Intro til fundraising - Behovsafklaring og ressourcer. Mødested: Kalundborg Rådhus
- Torsdag den 16. november kl. 16.30-20.30
- Praktisk fundraising 1 – Fondsstrategi, retning og dialog. Mødested følger
- Torsdag den 30. november kl. 16.30-20.30
- Praktisk fundraising 2 – Ansøgning, budget og afsendelse. Mødested følger
- Tirsdag den 19. december kl. 16.30-20.30
- Praktisk fundraising 3 – Opfølgning og projektafvikling. Mødested følger.
Tilmelding sker på: https://kalundborg.nemtilmeld.dk/495/ Max 2 deltagere pr. forening.
Man skal medbringe et konkret projekt.
Tidsrummet er mellem 16.30-20.30, med forplejning.
Sted: forskellige steder i Kalundborg Kommune, men kursusrækken starter og slutter på Kalundborg Rådhus.