Bliv frivillig erhvervsmentor og gør en forskel for en ung i Kalundborg

En mentor kan gøre en verden til forskel. Det ved man i Jobcenter Kalundborg, der har udviklet et frivilligt mentorforløb.

Bliv frivillig erhvervsmentor og gør en forskel for en ung i Kalundborg
Brian Qvist Jacobsen, Sales & Business Development Manager hos Intertek, Pernille Hartmann Labusz, Site Management Coordinator hos Novonesis og arbejdsmarkedschef, Lasse Bjerregaard. Arkivfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Jobcenter Kalundborg søger engagerede erhvervsmentorer, der vil støtte unge på vej mod job, uddannelse og et stærkere ståsted i livet

En mentor kan gøre en verden til forskel. Det ved man i Jobcenter Kalundborg, der har udviklet et frivilligt mentorforløb, hvor voksne erhvervsfolk bliver matchet med unge, som har brug for støtte, motivation og en ekstra hånd i hverdagen. Flere gange om året optages nye mentorer i korpset, og næste hold starter den 28. oktober med en introduktionsdag fyldt med inspiration, redskaber og viden om mentorrollen.

”Vi har en gruppe unge i Kalundborg, der har brug for flere gode voksne omkring sig for at lykkes med at finde fodfæste i livet,” fortæller arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard, og fortsætter: ”Som frivillig erhvervsmentor får man mulighed for at gøre en reel og vigtig forskel i et ungt menneskes liv.”

Mentorerne bliver en del af et lokalt fællesskab, hvor de lærer at støtte den unge i alt fra hverdagsrutiner og motivation til drømme og fremtidsplaner.

Ingen krav om erfaring – bare engagement

Man behøver ikke at have prøvet at være mentor før. Det vigtigste er lysten til at engagere sig og evnen til at lytte. Under mentorforløbet får man undervisning i, hvordan man bygger en god relation, hjælper den unge med at finde sine styrker og støtter i både små og store udfordringer.

Det kan tage tid at opbygge tillid. Nogle unge kæmper med at få struktur på hverdagen, andre har brug for at snakke om fremtiden. Men vi ser igen og igen, at de unge vokser, når de møder en voksen, der frivilligt vælger at være der for dem,” forklarer Lasse Bjerregaard.

En indsats, der giver mening

Mentorforløbet bygger på erfaringerne fra et pilotprojekt, hvor blandt andre Brian Qvist Jacobsen fra Intertek deltog som frivillig mentor – en rolle, han har valgt at fortsætte i.

”Det er helt fantastisk at opleve, hvilken forskel man kan gøre for et andet menneske. Mange unge oplever måske for første gang, at der er en voksen, som virkelig vil støtte, heppe og blive ved – også når det er svært. Det kræver hjerteblod og overskud, men man får så meget igen. Jeg vil klart anbefale det til andre,” fortæller han.

Mentor og mentee aftaler selv, hvor ofte de mødes – typisk hver anden uge – men det kan tilpasses individuelle behov. Samtidig får mentorerne løbende undervisning og mulighed for at sparre med hinanden gennem Jobcenter Kalundborgs mentornetværk, som er under opbygning.

”Der er stor interesse for at blive mentor, og det er fantastisk at opleve den lokale opbakning. Men vi har brug for endnu flere frivillige, så vi kan tilbyde alle unge denne mulighed for støtte og udvikling,” siger Lasse Bjerregaard.

Sådan bliver du mentor

Det næste mentorforløb begynder den 28. oktober. På kursusdagen bliver du introduceret til rollen som mentor og får redskaber til at skabe en god relation og støtte den unges udvikling. Efterfølgende matches du med en ung og mødes cirka hver anden uge. Forløbet er frivilligt for både mentor og mentee, og du får undervejs støtte og sparring fra medarbejdere i Jobcenter Kalundborg.

Læs mere og tilmeld dig her:
https://kalundborg.dk/erhverv/virksomhedsservice/mentoruddannelse

Del