Biltema er godt på vej mod åbning

”Det er faktisk en ret overvældende følelse at stå i så stort og tomt lokale. Det er kæmpestort. Jeg glæder mig så meget til at få nøglerne og komme rigtigt i gang.” 

Biltema er godt på vej mod åbning ”Byggeriet er gået helt som planlagt. Udenfor mangler kun parkeringspladserne," fortæller varehuschef Dennis Daugaard. Foto: Biltema

Byggeriet af Biltema på Stejlhøj i Kalundborg er gået ind i sin sidste fase, og om få uger tager de hul på den indendørs indretning af forretningen. Det nye varehus åbner til tiden, lover varehuschef Dennis Daugaard, der snart skal byde 30 nye medarbejdere velkomne.

Det er ikke lang tid siden, at arealet på Stejlhøj blot var en græsmark. I dag kan forbipasserende se det færdige fundament og facade til det nye Biltema varehus på 6800 kvadratmeter, der slår dørene op for de første kunder den 1. oktober.

”Byggeriet er gået helt som planlagt. Udenfor mangler kun parkeringspladserne, men inde bag muren er der stadig temmelig tomt,” fortæller varehuschef Dennis Daugaard, og fortsætter,

”Det er faktisk en ret overvældende følelse at stå i så stort og tomt lokale. Det er kæmpestort. Jeg glæder mig så meget til at få nøglerne og komme rigtigt i gang.” 

Der bliver nok at se til. Den 12. september begynder indretningen af varehuset, og bare 8 dage senere ankommer 1500 paller med varer, der skal sættes på plads. Heldigvis har Dennis Daugaard - med undtagelse af et par ungarbejdere - ansat alle medarbejdere. Faktisk fik han mere end 200 ansøgninger til de 30 stillinger.

”Det bliver vildt spændende at lære alle de nye medarbejdere at kende. Det bliver jo nogle ret intense uger op til åbningen, og jeg er så klar til at give den fuld gas,” fortæller Dennis Daugaard. 

Medarbejderne får hjælp til indretning og vareopfyldning af kolleger fra andre varehuse for at nå at blive klar til den 1. oktober. 

Det nye varehus kommer til at huse hele Biltemas store varesortiment på cirka 19.000 produkter. Med produkter inden for både Bil-MC, Båd, Cykler, Fritid, Hjem, Kontor-Multimedia, Byggeri, Bilpleje og Værktøj, er der noget til alle i familien. Der venter også kunderne en familievenlig café, hvor man kan stille sulten.
 

Biltema i Kalundborg er koncernens tredje varehusåbning i år. Før sommerferien blev snoren klippet til nye butikker i Thisted og Herning, og varehuset i Kalundborg er Biltemas 16. af slagsen i Danmark. Vokseværket er resultatet af en ambitiøs vækststrategi med et mål om at nå 25 danske butikker inden udgangen af 2025.

Del