Billetterne er klar: Det bliver et brag af en Seniorfest

Underholdningen til Seniorfesten 2023 er lagt i hænderne på to af de helt store navne inden for Dansktoppen

Billetterne er klar: Det bliver et brag af en Seniorfest
Billetterne til næste års Seniorfest er klar til salg fra d. 1. november. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Billetterne til næste års Seniorfest i Hvidebækhallen er på vej ud til salgsstederne. Billetterne kan købes fra d. 1. november.

Arrangørerne bag den populære årlige Ældrefest, som nu faktisk har skiftet navn til Seniorfest, men med samme koncept, har længe været klar med hele underholdningsprogrammet og nu er billetterne også klar.

Billetsalget starter tirsdag d. 1. november og de kan købes flg. steder: Kvickly og Meny i Kalundborg, Ugebladet Vestsjælland i Høng Centret, SuperBrugsen i Svebølle, Dagli´Brugsen i Snertinge og hos Ole P. Nielsen i Jerslev.

I år er der numre på billetterne, da der vil blive trukket lov om fine præmier den 2. februar i forbindelse med Seniorfesten i Hvidebækhallen.

”Vi har altid sat billetterne til salg den 1. november, i år er der så også valgdag, men så er jo nemt lige at få købt billetter når man alligevel er ude og køre,” siger Niels-Erik Sørensen, formand for H.F. Vestsjællands Venner, der er arrangør af Seniorfesten.

Underholdningen til Seniorfesten 2023 er lagt i hænderne på to af de helt store navne inden for Dansktoppen, nemlig Johnny Hansen fra Kandis og hans far Bjørn Hansen fra Bjørn og Okay.

Der bliver et gensyn med de kendte to fætre Butterflies, der leverer en super god stemning mens gæsterne spiser og senere spiller de to op til dans, og så får gæsterne igen lov at grine og more sig til Stine og Martin, der får alle til at ligge flade af grin.

Maden sørger Kim Kok fra Ubby Forsamlingshus for, helt som han har gjort i flere år.

”Der er lagt op til en brag af en fest og vi håber virkelig at folk bakker op om Seniorfesten,” slutter Niels-Erik Sørensen.

Del