Billedserie: Syngepiger med masser af friske bemærkninger

Billedserie: Syngepiger med masser af friske bemærkninger De to syngepiger Ann Farholt og Tina Grunwald fra Bakken Hvile skabte en fest på Plejecenter Loch Ness tirsdag eftermiddag. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Et par af syngepigerne fra Bakkens Hvile fik sat stemningen noget i vejret på Plejecenter Loch Ness tirsdag eftermiddag, hvor der også blev budt på lagkage og pensionistymer.

”Han er gået lidt ud i toppen, men derfor kan der jo godt være saft i roden.” De to syngepiger Ann Farholt og Tina Grunwald fra Bakken Hvile præsenterede deres skaldede pianist Mads Søndergaard tirsdag eftermiddag på Plejecenter Loch Ness, hvor de skabte masser af glæde for beboerne i en lille time.

Der var masser af de gode gamle sange og friske bemærkninger i lange baner mens der kom kaffe og lagkage på bordet, og selvfølgelig pensionistymer (Bailey) og kirsebærvin.

”Vi skal ikke bekymre os så meget om lyden. De fleste af gæsterne har alligevel høreapparat, så de kan bare skrue op og ned efter behov,” drillede de to friske syngerpiger.

Det er penge fra regeringens sommerpakke som gør det muligt for plejecentrene i kommunen at invitere bl.a. syngepigerne til at underholde og skabe fest og glæde.

”Normalt har vi jo ikke penge til syngepigerne, men vi har fået penge fra regeringens corona sommerpakke, så det er rigtigt dejligt, vi har også været en tur på Reersø Kro med beboerne, det giver så meget glæde,” fortæller Joan Jakobsen, teamleder Integrerede Pleje Nord.

Syngepigerne underholder i øvrigt for beboerne på Raklev Plejecenter i næste uge.

Del