Billedserie: Rigtigt mange fik en ægte landoplevelse

”Det er en dag for hele familien hvor man kan komme ud på landet og få en ægte landoplevelse og bare se hvem vi er, man skal se hvor kornet kommer fra, følge processen fra mark ind til møllen, til det færdige produkt står på hylderne"

Billedserie: Rigtigt mange fik en ægte landoplevelse
Mejnerts Dagen bød bl.a. på traktorkørsel i en af gårdens helt store traktorer for de voksne og i en af de store lader var der opstillet en pedaltraktorbane, hvor de mindste havde mulighed for at tage et kørekort. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Familien Mejnertsen på Viskingegården ved Viskinge havde lørdag åbnet dørene til hele gården og inviterede alle interesserede indenfor. Den invitation var der rigtigt mange som tog i mod i det gode vejr.

Masser af sol og næsten ingen vind var de optimale forhold til en tur på landet. Og rigtigt mange børn og voksne valfartede da også til Viskingegården lørdag, hvor familien Mejnertsen havde inviteret til Mejnerts Dagen 2023, hvor de mange gæster fik en ægte landoplevelse og kunne følge hele den økologiske proces fra muld til mund med bl.a. rundvisning i marken og opleve hvordan det moderne mølleri maler det økologiske korn på rigtige stenkværne. 

”Det er en dag for hele familien hvor man kan komme ud på landet og få en ægte landoplevelse og bare se hvem vi er, man skal se hvor kornet kommer fra, følge processen fra mark ind til møllen, til det færdige produkt står på hylderne i gårdbutikken, fra muld til mund som vi kalder det, fortæller Peter Mejnertsen, som sammen med sin bror Kasper og sin far Niels, ejer Mejnerts.

Mejnerts Dagen bød bl.a. på traktorkørsel i en af gårdens helt store traktorer for de voksne og i en af de store lader var der opstillet en pedaltraktorbane, hvor de mindste havde mulighed for at tage et kørekort.

I bageværkstedet på 1. salen var der også stor aktivitet, her kunne børnene bage deres eget brød

Den nye gårdbutik havde åbent hvor der kunne købes både nye kartofler, mel, brødblandinger og et surdejskit.

”Vores nye gårdbutik er blevet et tilløbsstykke, mange flere end vi havde turdet håbe på kommer forbi, bl.a. for at købe nye kartofler,” fortæller Peter Mejnertsen.

Kartoffelgriller

På gårdspladsen på Viskingegården var der mulighed for at købe Mejnerts helt egen kartoffelgriller, en lækker grillpølse lavet med kartofler i fra Mejnerts og dertil hjemmelavet kartoffelsalat lavet på nye kartofler og en musiker sørgede for hyggemusik på gårdspladsen mens gæsterne hyggede i solen ved de opstillede borde. De nye kartoffelgriller var et hit, dem blev der solgt rigtigt mange af i det gode vejr.

Roskilde Dyrskue

Næste gang Mejnerts er på banen bliver til Roskilde Dyrskue den 2. juni til 4. juni, hvor de som altid er klar med deres store bageværksted, som er et stort tilløbsstykke, ikke mindst blandt børn.

Del