Billedserie: Rekordmange til juletræstænding

”Det er min første opgave i år, men jeg har jo været i gang med at lave julegaver lige siden årsskiftet, det er et slid at være julemand"

Billedserie: Rekordmange til juletræstænding
Rekordmange var mødt op til juletræstænding i Dagli'Brugsen i Raklev torsdag sidst på eftermiddagen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Børnene var i højsædet ved juletræstændingen i Dagli’Brugsen i Raklev torsdag sidst på eftermiddagen, hvor selveste julemanden kom forbi for at tænde juletræet. Rekordmange mødte op.

Julemanden havde parkeret kanen ved siden af Dagli’Brugsen torsdag sidst på eftermiddagen, og i mørket kom han frem og hilste på børnene, og dem var der rigtigt mange af. I år var rekordmange børn og voksne mødt op til juletræstænding ved Brugsen i Raklev.

Sammen med de mange børn fik julemanden talt ned fra 10, og på magisk vis blev der lys i juletræet foran Dagli’Brugsen i Raklev.

Da det store juletræ var tændt, formentligt årets første juletræstænding i Kalundborg, var der mulighed for at få taget et billede sammen med julemanden, og i butikken bød det altid veloplagte butiksudvalg på gløgg og æbleskiver til de voksne og saftevand og æbleskiver til børnene.

”Det er min første opgave i år, men jeg har jo været i gang med at lave julegaver lige siden årsskiftet, det er et slid at være julemand,” fortalte julemanden til TV-Kalundborg, da vi mødte den travle mand, som kan se frem til en meget hektisk december.

Del